08/12-17 06:33

William Kvist: Bare giv os Atlético MadridWilliam Kvist: Bare giv os Atlético Madrid

William Kvist foretrækker at møde et storhold i Europa League, mens Nicolai Boilesen ønsker blødere modstand.

storybild

William Kvist og FC København spillede sig torsdag videre i Europa League med en 2-0-sejr over Sheriff Tiraspol fra Moldova. Mandag trækkes der lod til turneringens 16.-delsfinaler. Scanpix/Claus Bech

København. Når der mandag i Nyon trækkes lod til Europa Leagues 16.-delsfinaler vil FC København være blandt de useedede hold, da holdet sluttede som nummer to i gruppe F efter torsdagens 2-0-sejr over Sheriff Tiraspol fra Moldova.

FCK-anfører William Kvist vil gerne trække et storhold, selv om det vil formindske muligheden for at gå videre.

- Jeg synes, det er sjovt at spille mod de store hold. Så enten skal vi have et hold, som vi virkelig har en god mulighed for at slå, eller også skal vi have Atlético Madrid, Dortmund eller et eller andet, som vil give en stor kamp i Parken - noget sjov og ballade.

- Vi vil gerne lege med de bedste, og det ser jo ikke ud til, at vi får muligheden for at kunne lege med de allerbedste i Champions League næste år, så derfor kunne det være sjovt at starte 2018 ud med sådan en kamp, siger Kvist.

Ønsket om Dortmund kan ikke gå i opfyldelse for Kvist, da holdet ligesom FCK er useedet. Til gengæld kan de danske mestre også løbe ind i for eksempel Arsenal eller AC Milan.

FCK kan også ende med endnu en tur til Østeuropa, men hold fra den del af kontinentet er William Kvist gerne fri for.

- Nu skal jeg også til VM, og jeg synes, jeg har fået rigeligt Østeuropa. Så vil jeg hellere ned til Norditalien, og så kan Andreas Cornelius (fra Atalanta) vise os nogle gode restauranter, siger Kvist.

FCK's viceanfører, Nicolai Boilesen, er gerne fri for at løbe ind i de formodet bedste hold allerede i 16.-delsfinalen.

- Jeg vil gerne gå videre. Hvis vi skal møde Arsenal, vil det selvfølgelig gøre chancen mindre. Det er selvfølgelig sjovt at møde store hold, men dem vil jeg gerne møde senere hen.

- Vores mål må være at gå videre til ottendedelsfinalen, siger Nicolai Boilesen.

Kampene i Europa Leagues 16.-delsfinaler spilles 15. og 22. februar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx