Af Ritzau - 27/01-17 02:07

Kina handlede fodboldspillere for over tre milliarder i 2016Kina handlede fodboldspillere for over tre milliarder i 2016

De kinesiske fodboldklubber brugte flere penge på spillere end franske og portugisiske klubber sidste år.

storybild

Carlos Tévez er sammen med brasilianske Oscar en af de stjerner, der skal få den kinesiske liga op på et højere internationalt niveau. (Billede: Reuters/China Stringer Network)

Kinesiske fodboldklubber har brugt godt tre milliarder kroner på internationale spillerhandler det seneste år.

Det er mere end to gange så meget som året før, fremgår det af en Fifa-rapport, der offentliggøres fredag.

Indkøbet af fodboldstjerner fra den absolut øverste hylde har fået den øvrige fodboldverden til at løfte øjenbrynene og opfatte de kinesiske klubber som en reel trussel i kampen om de bedste spillere.

Blandt de spillere, der i 2016 skrev kontrakt med en kinesisk klub, er den 25-årige brasilianske landsholdsspiller Oscar samt den argentinske superstjerne Carlos Tévez.

Specielt indkøbet af Oscar har vakt opsigt, fordi Shanghai SIPG har købt ham af det førende hold i den engelske Premier League, Chelsea.

Fifa-rapporten, der er udgivet af Transfer Matching System, beskriver, hvordan de kinesiske klubber har deltaget i 159 internationale spillerhandler i 2016. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I 2016 handlede klubberne for 451 millioner dollar svarende til 3,1 milliarder kroner. I 2015 udgjorde handlerne 168 millioner dollar svarende til 1,2 milliarder kroner.

I England, Tyskland, Spanien og Italien bliver der stadig handlet for flere penge end i Kina.

Til gengæld har kinesiske klubber nu overgået store fodboldnationer som Frankrig, Portugal og Rusland, når det kommer til spillerhandler.

- Den hurtige udvikling i kinesiske spillerhandler er uforudsigelig, står der i Fifa-rapporten, der samtidig konstaterer, at stort set alle de store handler til kinesiske klubber sker fra europæiske klubber.

Rapporten har kun kigget på spillerhandler i 2016. Indtil videre i 2017 er strømmen af topspillere til Kina fortsat.

Eksempelvis er John Obi Mikel fra Chelsea, Axel Witsel fra Zenit Skt. Petersborg og Ricardo Carvalho fra Monaco rykket til Kina i det nye år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx