14/07-17 10:55

Dansk OL-bronzevinder skal sejle Volvo Ocean RaceDansk OL-bronzevinder skal sejle Volvo Ocean Race

Jena Mai Hansen hopper om bord på båden Vestas 11th Hour Racing, når starten på Volvo Ocean Race går i oktober.

storybild

Aarhus. Den olympiske bronzevinder Jena Mai Hansen skal til efteråret deltage i Volvo Ocean Race på den dansk-amerikanske båd Vestas 11th Hour Racing.

Det skriver Vestas i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er glad for, at det endelig er kommet ud. Det har været en svær beslutning på grund af min OL-satsning med Katja (Salskov Iversen, red.), men det er en mulighed, man ikke siger nej til, siger Jena Mai Hansen til Sejlernews.dk.

Jena Mai Hansen har dog fortsat store ambitioner for OL i 2020 med 49er FX-makkeren, Katja Salskov Iversen.

– Volvo Ocean Race ændrer ikke vores planer om at vinde OL-guld i Tokyo. Vi må bare revurdere vores træningsplan og træne smartere i de perioder, hvor jeg ikke skal sejle Volvo Ocean Race, siger Jena Mai Hansen.

Det er første gang, at 49er FX-bronzevinderen fra OL i Rio skal prøve kræfter med ocean-sejlads, men hun har været med på træningsture, og det har givet danskeren ekstra blod på tanden.

- Træningsturene over Atlanten var faktisk mine allerførste ture, hvor jeg har prøvet at sejle om natten, og det var en ret intimiderende og fantastisk oplevelse på samme tid, siger hun.

Det samlede hold består af ni sejlere fra forskellige lande. Danmark, Storbritannien, USA, Australien og New Zealand er repræsenteret.

Fra sidst i oktober og frem til den afsluttende sejlads i Den Haag den 30. juni 2018 skal danskeren og de øvrige Volvo Ocean Race-deltagere tilbagelægge ikke mindre end 45.000 sømil.

Volvo Ocean Race lægger 22. juni vejen forbi den jyske hovedstad, Aarhus, og starten går fra spanske Alicante 22. oktober.

Sejladsen afholdes hvert tredje år.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Skiltet gør mig skør: Kommunen taler...
bt.dk
Dansk skuespiller var alle vegne...
bt.dk
Ny forskning: Derfor må du IKKE sove...
bt.dk
Kender du det? 'Der er folk på...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx