08/10-17 17:42

Danmark er som forvandlet: 'De andre hader at spille mod os nu'Danmark er som forvandlet: 'De andre hader at spille mod os nu'

De danske landsholdsspillere har vendt en truende fiasko til den bedste kampagne i årevis, og der mere i vente, lover de.

Schmeichel om spillestilen på landsholdet: For mig handler fodbold om at vinde!

Spol tiden 12 måneder tilbage. En forstenet Parken har netop set det nye, lovende danske landshold tabe 0-1 hjemme til Montenegro. VM-kvalifikationen ligger i ruiner, og den er ikke engang kommet rigtigt i gang. To hold er allerede stukket af, mens Danmark står tilbage på perronen.

Spol så hurtigt frem til nutiden igen. Lige så hurtigt, som landsholdet har kørt i overhalingssporet, siden Åge Hareide og co. fandt speederen. Pludselig står landsholdet midt i en af de bedste stimer i nyere tid.

For første gang i seks år, har det sat en stime sammen i en kvalifikationsturnering på fire sejre i streg. Målscoren hedder 16-3 siden mareridtet mod Montenegro. Optimismen bobler. For anden kamp i træk er Parken udsolgt, når Rumænien i morgen kommer på besøg. Ikke en udvikling mange havde forudset, men for anfører Simon Kjær er det ingen overraskelse:

»Potentialet har hele tiden været der, og med det arbejde, der er blevet lagt i det, var det bare et spørgsmål om tid, før det ville kulminere, men jeg er glad for, at det kommer nu. Jeg ville gerne have solgt den for en afgørende kamp inde i Parken søndag, inden vi gik i gang med kvalifikationen,« siger han.

Ifølge landstræner Åge Hareide skal forklaringen findes i den afklaring, de indledende nederlag til Polen og Montenegro, gav ham. De lærte ham, at det måske var for naivt at gå all in på de unge talenter, og at startopstillingen i stedet skulle tilføjes noget rutine.

»Rutine i landsholdsfodbold er meget vigtigt. De store gode hold i Europa er også typisk dem med den højeste gennemsnitsalder, fordi rutine betyder så meget. Vi har få træningstimer sammen, så vi må øjeblikkeligt kunne tage det, vi øver, og bruge det ude på banen, og det er ikke altid så nemt for de unge, selv om de er rigtig dygtige fodboldspillere,« siger han.

Blandt andet derfor har han igen gjort William Kvist til en nøgleperson og parret Andreas Bjelland med Simon Kjær i midterforsvaret på bekostning af talentfulde spillere som Andreas Christensen og Jannik Vestergaard, der til daglig ellers spiller i større klubber.

Samtidig har Hareide justeret startopstillingen, så landsholdet nu spiller et system, som spillerne føler sig mere trygge i, og netop det kneb tillægger målmand Kasper Schmeichel stor betydning:

»Vi har fundet en spillestil, som vi har bevist over for os selv, kan fungere og skabe resultater. Vi har bevist, at vi er svære at spille mod. Jeg ved fra nogle af de spillere, vi har spillet mod, hvor meget de hader at spille mod os nu,« siger han.

Schmeichel mener, at landsholdet nu i højere grad spiller på de kvaliteter, der er i truppen:

»Vi har nogle fantastiske duelspillere, og i en kamp som i går (forgårs, red.), er der ingen grund til at tage nogen unødig risiko. Jeg synes, vi skal spille på de styrker, vi har. Vi har nogle spillere, der er utrolig dygtige i luftspillet, og til de nedfaldsbolde, det så giver, har vi spillere som Christian Eriksen, som er utrolig dygtig.«

Foreløbig har det betydet, at Danmark er ubesejrede i syv kampe, men her stopper den stigende formkurve ikke:

»Der er meget mere at hente,« forsikrer Kasper Schmeichel.

»Der er rigtig stort potentiale i holdet, og vi har slet ikke indfriet det hele endnu. Jeg er meget spændt på, hvor vi kan drive det her hen, men det kræver jo, at vi får en platform til at vise det, og det kan vi kun få ved at vinde.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx