Af Ritzau - 28/03-17 03:15

Wozniacki har øjnene på trofæet i Miami efter ny sejrWozniacki har øjnene på trofæet i Miami efter ny sejr

Caroline Wozniacki er igen kommet langt i en WTA-turnering, og denne gang skal det være, siger danskeren.

storybild

Caroline Wozniacki knytter næven efter et vinderslag mod Muguruza. Nu vil danskeren gå hele vejen i Miami. (Billede: Scanpix/Geoff Burke)

Det var en fokuseret Caroline Wozniacki, der gav interview efter en sejr i ottendedelsfinalen mod Garbiñe Muguruza.

Nu har den tidligere verdensetter øjnene stift rettet mod trofæet i WTA-turneringen i Miami.

- Det er klart, at når du er så tæt på, så vil du virkelig gerne vinde turneringen, siger Wozniacki efter kampen ifølge WTA's hjemmeside.

Danskeren har endnu ikke vundet en titel i 2017, selv om hun to gange har stået i en WTA-finale.

Og det ærgrer danskeren lidt.

- Især når jeg føler, at jeg har haft chancerne, og jeg føler, at jeg kunne have gjort det lidt bedre. Det er skuffende. Men i sidste ende har jeg været i to finaler. Det kan jeg ikke brokke mig over, siger Wozniacki.

Den tidligere verdensetter kravler videre op ad verdensranglisten, hvor hun nærmer sig top-ti. Og spillet er også godkendt, mener Wozniacki.

- Jeg spiller rigtig godt. Jeg føler, at hvis jeg fortsætter sådan her, så får jeg flere chancer for at vinde turneringer. Forhåbentlig får jeg trofæet her. Og så må jeg blive ved med at sætte mig selv i en situation, hvor jeg har muligheden for at vinde trofæer.

Der var lagt op til en hård duel mod verdens nummer seks, Garbiñe Muguruza, som trak sig fra duellen, efter at danskeren havde vundet første sæt 7-6.

Wozniacki selv havde dog ikke lagt mærke til noget på modstanderens side.

- Jeg tror, at der var et enkelt tidspunkt, hvor hun ikke rigtigt løb efter bolden. Det var den eneste gang, jeg kunne se noget. Jeg fokuserede på mig selv. Jeg var ikke rigtigt opmærksom på det, siger Wozniacki.

Danskeren vandt første sæt efter tiebreak, og hun ville hellere have spillet kampen færdig, end at vinde ved at modstanderen trak sig.

- Det er altid en skam, når nogen må trække sig. Forhåbentlig er det ikke noget alvorligt, og hun klarer den.

Næste udfordring for danskeren bliver tjekken Lucie Safarova, der tidligere mandag slog Dominika Cibulkova fra Slovakiet med cifrene 7-6, 6-1.

Syv gange tidligere har de mødt hinanden. Wozniacki har vundet fire gange.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx