Af Ritzau - 31/05-17 01:58

Riyad Mahrez beder Leicester om at blive solgtRiyad Mahrez beder Leicester om at blive solgt

Han var det helt store navn, da Leicester blev engelsk mester i 2016. Nu vil Mahrez videre i karrieren.

storybild

Riyad Mahrez var årets spiller i Premier League forrige sæson. Nu vil han væk fra Leicester. (Billede: Scanpix/Adrian Dennis)

Han var på alles læber, da Leicester i 2016 tog fusen på alle storklubberne i Premier League og løb med mesterskabet.

Den 26-årige kantspiller Riyad Mahrez, der i mesterskabssæsonen også løb med den ærefulde titel som årets spiller i Premier League, kom til Leicester fra franske Le Havre i 2014.

Men nu skal det være slut, for Riyad Mahrez har bedt om at blive solgt. Det skriver Sky Sports, der offentliggør en længere skriftlig udtalelse fra Mahrez.

- Med min store respekt for klubben, har jeg tænkt mig at være ærlig og åben over for dem. Jeg har derfor informeret klubben om, at jeg føler, det er det rigtige tidspunkt for mig at komme videre, meddeler han i en skriftlig erklæring.

Efter mesterskabssæsonen var flere klubber ude efter den målfarlige algerier, der scorede 17 mål i mesterskabssæsonen. Dengang aftalte han med klubbens formand, at han skulle blive i klubben endnu en sæson.

- Jeg havde en god diskussion med formanden sidste sommer, og vi aftalte dengang, at jeg skulle blive endnu en sæson, for at jeg hjælpe klubben videre efter at have vundet mesterskabet. Samtidig skulle vi spille Champions League, skriver han videre.

Netop klubbens præstationer i Champions League var højdepunkterne i den netop afsluttede sæson, hvor Leicester havde store problemer i Premier League.

Undervejs fyrede Leicester blandt andet mestertræneren Claudio Ranieri.

- Jeg har haft de bedste fire år af min karriere i Leicester, og jeg har elsket hvert øjeblik. Jeg føler en enorm stolthed i det, vi har opnået i min tid i klubben, hvor kulminationen var mesterskabet, skriver han.

Før denne sæson skiftede en anden af klubbens store profiler fra mesterskabssæsonen, N'Golo Kanté, til Chelsea.

Også profiler som Kasper Schmeichel og Jamie Vardy har været rygtet væk fra Leicester.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx