Af Ritzau - 16/05-17 21:18

OB-træner bekymret for slidte spillere trods avancementOB-træner bekymret for slidte spillere trods avancement

Kent Nielsen savner friskhed fra sine OB-spillere inden næste runde i kampen om en billet til Europa League.

storybild

Træner Kent Nielsen savner friskhed fra sine OB-spillere inden næste kamp. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Mens Silkeborg kunne gå på sommerferie efter tirsdagens 2-1-sejr hjemme over OB, lever fynboerne videre i spillet om en billet til Europa League.

Fynboerne vandt samlet 4-3, men OB-træner Kent Nielsen efterlyste efter kampen mere friskhed fra sine spillere.

- Vi er selvfølgelig glade for at være gået videre, men vi ved også godt, at det var en rigtig skidt præstation.

- Det eneste positive ved kampen var vel det samlede resultat, siger OB-træneren.

- Hverken offensivt eller defensivt var der ret meget, der lykkedes. Vi virkede meget slidte, og der er ikke nogen tvivl om, at det, vi skal bruge vores ressourcer på frem til næste runde, er at blive friske.

- I næste runde skal vi prøve at finde det frem igen, som vi viste i lørdags hjemme mod Silkeborg, og jeg skal have fokus på at finde friske spillere frem til de kampe, siger Kent Nielsen.

I næste runde af turneringen skal OB enten møde Randers FC eller AaB, der er bagud 0-2 inden onsdagens returkamp.

Hvis OB skal møde Randers, er det femte og sjette møde mellem holdene i denne sæson.

Men det behøver ikke at gøre et sådant dobbeltopgør til en forudsigelig affære, mener OB-træneren.

- Randers så stærkest ud i det første opgør mod AaB, men det er ikke sådan, at vi har en favoritmodstander.

- Da vi vandt 1-0 over Randers, spillede de 4-4-2, men da vi tabte 0-4 hos dem, havde de skiftet formation.

- Der er nok ingen tvivl om, at Randers har virket meget stærke, men omvendt skal AaB steppe meget op for at komme videre.

- Men hvis det er Randers, vi skal møde, må man jo formode, at de er meget gode, og så er det jo ikke sikkert, at det er så rart at møde dem, siger Kent Nielsen.

Næste runde i kampen om Europa League-pladsen starter i den kommende weekend.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx