20/11-17 15:17

Wieghorst vil stoppe negativ AaB-stime mod FCMWieghorst vil stoppe negativ AaB-stime mod FCM

I over tre år er det ikke lykkedes AaB at vinde over FC Midtjylland. Det vil nordjydernes træner lave om på.

storybild

Aalborg. AaB har ikke formået at vinde over FC Midtjylland i de seneste otte indbyrdes opgør i Superligaen. Seneste AaB-sejr over FCM skal findes tilbage i juli 2014.

Den negative stime vil AaB-træner Morten Wieghorst gerne have stoppet, når FCM mandag aften gæster Aalborg.

- Vi kender FC Midtjyllands styrker, men mener også, at vi har fundet områder, hvor vi kan ramme dem, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at præstere optimalt, så vi kan vinde, siger Wieghorst til klubbens hjemmeside.

FCM har imponeret i denne sæson og indtager efter 15 kampe andenpladsen i Superligaen. FCM har fire point op til Brøndby, som har spillet en kamp mere.

AaB, som i den seneste ligakamp vandt 1-0 ude over Hobro, er placeret på en ottendeplads med 19 point efter 15 kampe.

- På mange måder leverede vi en solid og helstøbt indsats i vores seneste kamp i Hobro, og det agter vi naturligvis at følge op på, selv om vi ved, vi står over for et stærkt mandskab.

- Vi gjorde vores erfaringer med FC Midtjylland for seks-syv uger siden, hvor vi egentlig løste tingene på fornuftig vis, indtil et mål på straffespark fik kampen over på deres præmisser, siger Wieghorst.

AaB-træneren henviser til holdets 1-4-nederlag ude mod FCM i begyndelsen af oktober.

FCM-træner Jess Thorup ser frem til at komme i gang igen efter landsholdspausen.

- Vi skal forsøge at finde tilbage til sporet, som vi lagde før landsholdspausen.

- Vi har haft en række af gode resultater i en stime af gode kampe, så det spor skal vi finde igen hurtigst muligt i Aalborg, siger Jess Thorup.

AaB-FCM fløjtes i gang mandag klokken 19.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx