Af Ritzau - 21/06-17 09:12; Opdateret: 21/06-17 12:11

Jan Ø. Jørgensen trækker sig på skidt dansk dag i SydneyJan Ø. Jørgensen trækker sig på skidt dansk dag i Sydney

Dansk badminton høstede kun én sejr på banen i første runde ved Australian Open i Sydney.

storybild

Jan Ø. Jørgensen måtte trække sig i Sydney. (Billede: Scanpix/Stringer)

Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen måtte onsdag trække sig fra sin kamp i første runde ved Super Series-turneringen Australian Open i Sydney.

Den 29-årige dansker var bagud 9-14 i tredje sæt mod indoneseren Anthony Sinisuka Ginting, da han opgav at spille videre på grund af en hælskade, der tidligere har plaget ham.

Jan Ø. Jørgensen havde forinden vundet første sæt 25-23, mens indoneseren havde taget sig af andet sæt med cifrene 21-12.

Jan Ø. Jørgensen var gennem lang tid plaget af en hælskade, og først i sidste uge gjorde han comeback ved Indonesia Open i Jakarta. Her røg han ud i anden runde.

Det blev i det hele taget en skidt dansk dag i Sydney med kun én sejr i otte kampe.

Ifølge TV2 Sport har flere af de danske spillere døjet med maveproblemer efter Indonesia Open.

I herresingle er Hans-Kristian Vittinghus som den eneste dansker videre efter en sejr i to sæt over Siril Verma fra Indien.

Derudover er den andenseedede damedouble, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, videre til anden runde, da de var oversiddere i første runde.

Anders Antonsen var tæt på at gå videre, men stortalentet tabte 19-21 i tredje sæt til rutinerede Lee Hyun Il fra Sydkorea.

Danskeren vil utvivlsomt ærgre sig over afslutningen på kampen.

Bagud 13-15 i tredje sæt snuppede Anders Antonsen seks point på stribe og kom foran 19-15.

Herefter kopierede Lee Hyun Il imidlertid kunststykket med seks point i træk, så sydkoreaneren sikrede sejren.

Det blev også til en tidlig exit i Sydney for mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen.

De fjerdeseedede danskere tabte i to sæt til et par fra Kina.

Joachim Fischer har været plaget af dårlig mave, hvilket ikke lige frem gavnede det danske pars chancer.

- I betragtning af hvad jeg kommer med, har vi egentlig chancen i første sæt. Jeg er flad fra 2-0 i første sæt, men vi prøver – men der var ikke så meget at skyde med, siger han til TV2 Sport.

Også Mathias Christiansen og Sara Thygesen er færdige efter et nederlag i to sæt til det topseedede par fra Kina.

I damedouble røg Sara Thygesen sammen med Maiken Fruergaard også ud efter et nederlag i to sæt til et par fra Sydkorea.

I herredouble ydede Mathias Christiansen og David Daugaard god modstand mod de andenseedede Li Junhui og Liu Yuchen.

Kineserne endte dog med at vinde kampen 21-18, 23-21.

Natalia Koch Rohde fuldendte den dårlige dag set med danske øjne, da hun tabte i to sæt til en spiller fra Japan.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx