Af Ritzau - 25/03-17 22:47; Opdateret: 25/03-17 23:34

Holland snubler videre i VM-kvalifikationenHolland snubler videre i VM-kvalifikationen

Bulgarien vandt hjemme over Holland, der på fjerdepladsen er tre point efter Sverige i VM-kvalifikationen.

storybild

Holland og Arjen Robben måtte se sig besejret ude mod Bulgarien. Dermed tabte Holland et skridt på vejen mod VM-slutrunden. (Billede: Scanpix/Dimitar Dilkoff)

Det hollandske fodboldlandshold har haft svært ved at holde hovedet oven vande de senere år.

Lørdag aften led hollænderne endnu et knæk, da det ude blev til et nederlag på 0-2 i VM-kvalifikationen til Bulgarien.

Dermed ligger Holland placeret på fjerdepladsen med syv point i gruppe A, som toppes af Frankrig med 13 point efter lørdagens pligtsejr på 3-1 ude over Luxembourg.

Her scorede Olivier Giroud to gange, mens Antoine Griezmann blev noteret for et enkelt mål.

Sverige vandt også lørdag og ligger på andenpladsen med ti point, mens Bulgarien med sejren over Holland spillede sig på tredjepladsen med ni point.

Holland, der ikke formåede at kvalificere sig til EM-slutrunden i 2016, vandt senest 3-1 over Luxembourg, men har også uafgjort mod Sverige og nederlag til Frankrig med sig på vejen mod VM-slutrunden, hvor Holland ikke har gjort det nemmere for sig selv.

Bulgarien slog til allerede efter fem minutter.

En høj bulgarsk bold endte i det hollandske forsvar, hvor den kun 17-årige forsvarsspiller Matthijs De Ligt fra Ajax fumlede gevaldigt og slet ikke dækkede op.

Spas Delev kom derfor alene med den hollandske keeper Jeroen Zoet, som også blev snydt, og Delev sparkede bolden i det tomme mål til 1-0.

Delev var ikke færdig med at vise sig frem, og efter 20 minutter modtog han bolden uden for det hollandske felt og hamrede den i mål til 2-0. Det var Delevs to første scoringer i den bulgarske landsholdstrøje.

Trods forsøg på at etablere et pres lykkedes det ikke for Holland at score.

Belgiens hold af verdensstjerner skuffede også, da det hjemme blev til 1-1 mod Grækenland, som fik en mand vist ud 25 minutter før tid.

Da Panagiotis Tachtsidis modtog sit andet gule kort, var Belgien for længst kommet bagud, efter at Konstantinos Mitroglou resolut havde sparket Grækenland på 1-0.

I overtiden lykkedes det Romelu Lukaku at udligne.

Med 13 point topper Belgien stadig gruppe H foran Grækenland med 11 point.

I gruppe B indtager Portugal andenpladsen med 12 point efter Schweiz, der har maksimumpoint efter fem kampe.

Portugal vandt hjemme 3-0 over Ungarn, og her scorede Cristiano Ronaldo to gange. Dermed nåede han op på 70 scoringer i karrieren for Portugal.

I første halvleg bankede Ronaldo bolden i mål til 2-0-føring, og i anden halvleg lukkede Real Madrid-stjernen opgøret med en scoring på et direkte frispark.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx