11/09-17 01:53

Rørt Nadal takker sin onkel efter ny grand slam-titelRørt Nadal takker sin onkel efter ny grand slam-titel

Den nybagte US Open-vinder sendte en særlig tak til sin onkel, der har trænet ham siden han var tre år.

storybild

Rafael Nadal vandt finalen klart over sin modstander, Kevin Anderson. Scanpix/Jewel Samad

New York City. Det var en rørt Rafael Nadal, der gav interview søndag aften, efter at han havde vundet sin 16. grand slam-turnering ved at slå sydafrikaneren Kevin Anderson i tre sæt 6-3, 6-3, 6-4.

- Det har været to meget specielle uger for mig. Det er en god afslutning på et godt år. Jeg vil også gerne ønske tillykke til Kevin. Du har kæmpet med skader, og du har overrasket, men du var en hård modstander, sagde Nadal på banen efter kampen.

Sydafrikaneren rangerer som nummer 32 i verden og var seedet som nummer 28 i turneringen. Han er dermed den lavest rangerede finalist i mændenes US Open, siden ATP's rangliste blev indført i 1973.

Spanieren takkede også sin familie, og især hans onkel fik en stor tak fra Nadal. Siden Rafael Nadal var tre år gammel, er han blevet trænet af sin onkel Toni Nadal.

- Jeg vil gerne takke min familie og mine støtter. Og tusind tak til min onkel Toni. Uden ham havde jeg ikke været her i dag. Jeg har haft ham til at træne mig, siden jeg var et barn, og det har gjort mig til en bedre spiller. Han er en af de vigtigste mennesker i mit liv, sagde Nadal.

Tidligere på året besluttede Toni Nadal, at han ikke vil være en del af Rafael Nadals hold af trænere fra 2018. Han vil i stedet udvikle og træne nye tennistalenter.

Rafael Nadals sejr i US Open er hans anden grand slam-titel i 2017.

Tidligere på året vandt han French Open for tiende gang, og i august overtog han førstepladsen på verdensranglisten efter mere end tre år væk fra duksepladsen.

- Efter nogle år med skader og dårlig form, så har den her sæson været utrolig. Jeg synes, at jeg har spillet god tennis, og at lukke grand slam-året af med en sejr her, det er utroligt. Publikum her er fantastisk, og jeg er så glad, sagde Nadal.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx