02/11-17 10:31

Jørgensen brød måltørken: Godt for mig at score igenJørgensen brød måltørken: Godt for mig at score igen

Sidste sæsons Feyenoord-topscorer Nicolai Jørgensen scorede onsdag i Champions League i nederlag i Ukraine.

storybild

Nicolai Jørgensen (nummer to fra venstre) scorede onsdag for Feyenoord i Champions League. Reuters/Gleb Garanich

Kharkiv. Landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen gjorde onsdag en ende på en lang måltørke for Feyenoord.

Sidste sæsons hollandske ligatopscorer scorede for første gang i mere end to og en halv måned for Feyenoord, der tabte 1-3 på udebane til Shakhtar Donetsk i fodboldens Champions League.

- Det var vigtigt at få scoret igen. Det var godt for mig, siger Nicolai Jørgensen til Feyenoords hjemmeside.

- Jeg har arbejdet hårdt for at score igen, og det var dejligt, at det lykkedes.

Danskeren, der har været plaget af en skade i efteråret, bragte i kampens indledning det hollandske mesterhold foran med 1-0 i Ukraine med sit andet mål for Feyenoord i denne sæson.

Men Shakhtar Donetsk svarede hurtigt igen med to scoringer på fem minutter.

- Det er en skam, at Shakhtar scorede to gange efter mit mål.

- Hvis jeg kigger på det spillemæssige, så kunne vi også have lavet tre mål, men sådan går det nogle gange.

- Vi er inde i en mindre god periode - jeg er dog sikker på, at pointene snart kommer, siger Nicolai Jørgensen om Feyenoord, der endnu er uden point efter fire gruppekampe i Champions Leagues gruppespil.

Den danske landsholdsangriber lod sig udskifte med ti minutter tilbage af opgøret.

- Jeg har ikke spillet så meget på det seneste på grund af min skade.

- Mod Shakhtar fik jeg nogle kramper, hvilket betød, at det var bedst at komme ud.

- Jeg ville ikke risikere at få en ny skade til sidst i kampen. Det var bedre at være forsigtig, så jeg også kan spille de næste par uger, forklarer Nicolai Jørgensen.

Feyenoord møder i weekenden Den Haag i den hollandske liga, inden Jørgensen sammen med det danske landshold skal forsøge at kvalificere sig til næste års VM i to playoffkampe mod Irland.

Kampene mod Irland spilles 11. og 14. november.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx