27/08-17 19:50

Viktor Axelsen efter VM-guld: Det er det vildesteViktor Axelsen efter VM-guld: Det er det vildeste

Den danske badmintonspiller havde svært ved at forstå, at han besejrede Lin Dan i VM-finalen i Glasgow.

storybild

Glasgow. Badmintonspilleren Viktor Axelsen leverede en fremragende præstation, da han søndag blev verdensmester i herresingle som den kun tredje dansker i historien.

Den 23-årige fynbo havde efter finalesejren på 22-20, 21-16 over legenden Lin Dan fra Kina svært ved helt at forstå, hvad han havde præsteret i Glasgow.

- Hold kæft, hvor er det fedt. Det er helt sindssygt. Det er helt surrealistisk. Jeg er pisse glad, siger Viktor Axelsen til TV2 Sport.

- Det er det vildeste og så mod Lin Dan. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse, siger den nykårede verdensmester.

Viktor Axelsen følger i fodsporene på Flemming Delfs (1977) og Peter Rasmussen (1997) som dansk verdensmester i herresingle.

Viktor Axelsen stod i sin karrieres ubetinget største kamp, mens Lin Dan seks gange tidligere havde stået i en VM-finale.

Første gang var i 2005, hvor kineseren tabte til Indonesiens Taufik Hidayat.

Dengang var Viktor Axelsen kun 11 år, og siden har danskeren og resten af badmintonverdenen fulgt Lin Dans skræmmende sejrstogt med fem vundne VM-finaler og to vundne OL-finaler.

- Det er den perfekte dag, det er det. Jeg har set Lin Dan spille så mange gange, det er helt sindssygt.

- Jeg havde aldrig drømt om at stå mod Lin Dan i finalen på europæisk grund og så slå ham.

- Jeg vil nyde det i dag, men det er forhåbentlig bare begyndelsen. Det vil være fedt at have mere end én (VM-titel, red.), men lige nu vil jeg bare nyde det, siger Viktor Axelsen.

Hans guldmedalje er samtidig det første danske VM-guld, siden Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl i 2009 blev verdensmestre i mixeddouble i Hyderabad.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx