Af Ritzau - 18/04-17 20:05

Veteranmålmand styrer Ribe-Esbjerg til ny slutspilssejrVeteranmålmand styrer Ribe-Esbjerg til ny slutspilssejr

Søren Haagen stod igen en stor kamp, da Ribe-Esbjerg tog et nyt skridt mod semifinalen.

storybild

Den tidligere landsholdskeeper Søren Haagen er en vigtig brik i Ribe-Esbjergs succes. (arkiv) (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

43 år er tilsyneladende ingen alder for en håndboldmålmand.

I hvert fald ikke, hvis man hedder Søren Haagen og står mellem stængerne for Ribe-Esbjergs succeshold i herrernes håndboldslutspil.

Den tidligere landsholdskeeper brillerede på ny, da sydvestjyderne tog endnu et skridt mod en meget overraskende plads i semifinalen med en hjemmesejr på 28-21 over Mors-Thy.

Specielt i første halvleg leverede veteranen den ene redning efter den anden og var på den måde stærkt medvirkende til, at hans hold kunne gå til pausen foran med 15-9.

Efter tre point i de to første slutspilskampe spillede Ribe-Esbjerg med stor selvtillid, og humøret er næppe blevet mindre af, at bagspilleren Jacob Holm tirsdag blev udtaget til landsholdet for første gang.

Den letbenede back fejrede sin nye status som landsholdsspiller med seks scoringer.

For alvor spændende blev kampen aldrig, og det var overraskende, hvor let spil hjemmeholdet fik - ikke mindst fordi Mors-Thy vandt begge indbyrdes opgør i grundspillet.

Træner Jan Paulsen tog sig til hovedet og skældte sine spillere ud, men lige meget hjalp det. Kun nogle pyntemål, da kampen for længst var afgjort, reddede Mors-Thy fra en blamage.

Med sejren indtager Ribe-Esbjerg førstepladsen i slutspillets pulje 2. Holdet har fem point for tre kampe. TTH Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg følger efter med henholdsvis fire og to point. Begge hold har spillet en kamp færre.

I bunden ligger Mors-Thy med to point for tre kampe og skal formentlig have tæt på fuldt hus i de sidste tre kampe for at komme i spil til semifinalen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx