09/11-17 09:18

Nordirland vil udnytte underdog-rolle i VM-playoffkampeNordirland vil udnytte underdog-rolle i VM-playoffkampe

Med en samlet sejr over Schweiz kan Nordirland indløse billet til VM for første gang siden 1986.

storybild

Nordirland trænede onsdag forud for torsdagens kamp mod Schweiz. Reuters/Clodagh Kilcoyne

Belfast. Nordirlands fodboldlandshold er bevidst om sin rolle inden de to playoffkampe mod Schweiz, hvor en plads ved VM i Rusland næste sommer er på spil.

Schweiz, der rangerer som nummer 11 på fodboldens verdensrangliste, er favorit, men nordirerne har det ifølge angriberen Jamie Ward glimrende med underdog-rollen.

- Alle vil forvente, at Schweiz vinder. De er seedede, så der er mere pres på dem end os. Vi er altid gode som underdogs, så det er en slags bonus for os, at vi ikke er seedede, siger Jamie Ward.

- Hvis vi spiller det spil, vi kan spille, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne tage føringen og i det mindste få et godt resultat, tilføjer Ward med hentydning til den første kamp hjemme i Belfast torsdag.

Nordirland har ikke kvalificeret sig til VM siden 1986, men deltog ved EM i 2016.

Skulle det blive til en VM-billet i denne omgang, vil det være første gang, at Nordirland indløser billet til to slutrunder i træk.

- I denne trup ser jeg noget potentiale, som spillerne ikke vil spilde. De har gjort alt rigtigt indtil videre og vil gøre alt for at realisere VM-deltagelsen over de næste to kampe, siger landstræner Michael O'Neill.

- Spillerne har erfaring på godt og ondt. Jeg vil bare sige til dem, at de ikke skal frygte situationen. De skal omfavne den og sikre, at de intet har at ærgre sig over efterfølgende.

- Vi ved alle, hvor meget der er på spil, og hvor meget en plads ved VM vil betyde for Nordirland, spillerne og fodboldforbundet, lyder det fra landstræneren.

Torsdag klokken 20.45 fløjtes den første kamp mod Schweiz op i Belfast. På samme tidspunkt er der kickoff i VM-playoffkampen mellem Kroatien og Grækenland.

Begge opgør har returkamp på søndag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx