15/09-17 07:03

FCK passer på William Kvist i tæt kampprogramFCK passer på William Kvist i tæt kampprogram

William Kvist blev sparet i Europa League-åbneren, fordi FCK har et tæt kampprogram med syv kampe på tre uger.

storybild

København. Noget overraskende var anfører William Kvist ikke blandt de 11 startere, da FC København torsdag spillede 0-0 mod Lokomotiv Moskva i Europa League.

En del af forklaringen på den beslutning bunder i, at FCK har et tæt kampprogram med midtugekampe tre uger i træk, samtidig med der er superligakampe hver weekend.

Det siger FCK-manager Ståle Solbakken, som nøjedes med at give William Kvist de sidste fem minutter mod Lokomotiv Moskva.

- Jeg trak William Kvist til side som den eneste i onsdags af dem, som ikke skulle spille. Det var ikke sådan, han fik en lang forklaring.

- Jeg fortalte ham, at jeg ville starte med Ján Gregus på midtbanen, og så spurgte han: "Sammen med mig?", og det måtte jeg svare nej til. Det accepterede han.

- Han kan godt se, at der er stor konkurrence på hans plads, og han er 32 år, så det er ikke sådan, at han kan spille tre kampe på otte dage, siger Solbakken.

I stedet bestod FCK's centrale midtbane af nyindkøbet Carlos Zeca og skudstærke Ján Gregus. Den sammensætning begrunder Solbakken således:

- Det var svært at sætte Zeca af efter den kamp, han spillede i søndags. Så tror jeg i hvert fald, at publikum var kommet efter mig.

- Ján Gregus startede inde, fordi vi vidste, at vi skulle spille mod et hold med mange mænd i forsvaret, og der ville det være godt at få ham ind og skyde fra 20 meter. Men han kom ikke ind i de rigtige positioner, siger Solbakken.

I William Kvists fravær bar Nicolai Boilesen anførerbindet.

Den vikarierende kaptajn har forståelse for, at FCK-spillerne fra tid til anden kan havne på bænken - som det var tilfældet med Kvist - for at bevare friskheden i truppen.

- Hvis man ser på vores program, har vi syv kampe på tre uger, og der er kun to og en halv dag mellem vores kamp mod Lokomotiv og den mod Helsingør på søndag.

- Derefter spiller vi onsdag og lørdag, og sådan bliver det ved og ved og ved. Vi har ikke en bred trup for sjov. Vi har mange dygtige spillere, som kan gå ind og udfylde en rolle på banen, når der er brug for det, siger Boilesen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx