Af Ritzau - 22/05-17 22:57

Viborg-træner kritiserer spiller efter straffesparkViborg-træner kritiserer spiller efter straffespark

Johnny Mølby løftede efter 2-2-kampen mellem Viborg og AGF pegefingeren mod sin egen spiller Jeppe Grønning.

storybild

Johnny Mølby var irriteret efter kampen mod AGF. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Viborg fik mandag aften udlignet sent til 2-2 i hjemmekampen mod AGF i den første af to kampe om at sikre overlevelse i Alka Superligaen.

Viborg-træner Johnny Mølby er dog ikke tilfreds med resultatet, der betyder, at Viborg er tvunget til at score i returkampen i Aarhus, hvis holdet vil undgå playoffkampe om en plads i Superligaen.

Træneren kritiserer specifikt Viborgs Jeppe Grønning, der efter et kvarter begik et klodset straffespark, så Morten "Duncan" Rasmussen kunne udligne til 1-1.

- Jeg er irriteret over de mål, AGF får. For vi kom foran og havde tingene godt under kontrol.

- Så lavede vi et tåbeligt straffespark - og det har han (Jeppe Grønning, red.) gjort flere gange, hvor han ikke kan holde sig i skindet, siger Johnny Mølby til Viborg Stifts Folkeblad.

Træneren truer med udskiftninger i startopstillingen til returkampen på søndag.

- Vi skal lære af det. Ellers skal vi have andre ind. Det hjælper ikke noget, at når andre løber og kæmper, at kampen så bliver afgjort af de fejl.

- Det duer ikke. De skal lære af det for helvede, hvis de skal tage de næste step, siger Johnny Mølby.

Mens den samlede vinder af kampene mellem Viborg og AGF redder sig, skal taberen spille to playoffkampe mod nummer tre i 1. division om en plads i den bedste række i næste sæson.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx