Af Ritzau - 24/05-17 13:00

Brøndby-træner før pokalbrag: Vores pres gør ondt på FCKBrøndby-træner før pokalbrag: Vores pres gør ondt på FCK

Zorniger så for ti dage siden Brøndby skabe mange chancer mod FCK og håber på en gentagelse i pokalfinalen.

storybild

Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger (til venstre) og FCK-kollegaen Ståle Solbakken står med pokalen, der spilles om i DBU Pokalen. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Brøndby har endnu ikke slået FC København i denne sæson, men den første sejr kan komme i torsdagens pokalfinale.

Brøndby-træner Alexander Zorniger har set sit hold tabe to gange og spille uafgjort to gange mod FCK. Tyskeren har dog flere gange set, at Brøndby kan ryste rivalerne, når holdets aggressive pres fungerer.

- Der vil være andre følelser i spil, når vi nu mødes i en pokalfinale, og det bliver afgørende, hvem der kan få sit spil igennem, siger Zorniger.

- I vores fire kampe mod FCK har vi set, at vi får det svært, hvis de kan kontrollere kampen, sænke tempoet og lave sideskift, uden at vi presser dem.

- Hvis vi kan få vores stil igennem, så bliver det hårdt for dem. Det er vores gameplan, siger tyskeren.

FCK er en anelse svækket til pokalfinalen på højrebackpositionen på grund af skader til Peter Ankersen og garderingen Tom Høgli. Det kan betyde, at 17-årige Mads Roerslev skal i aktion.

Alexander Zorniger har dog ikke udset sig FCK's højre forsvarsside som et svagt punkt hos modstanderen.

- Nej, sådan er det ikke. Det svageste punkt vil være hele FCK-holdet, hvis vi kan spille, som vi gerne vil på højeste niveau i 90 minutter.

- Vi gjorde det i 45 minutter sidste gang, vi mødte dem, og jeg tror, at det sidder i deres hoveder, siger Zorniger.

Tyskeren henviser til et opgør i Parken mod FCK for blot ti dage siden, hvor FCK vandt 1-0. Men især i anden halvleg kom Brøndby frem til et stort antal målchancer.

Zorniger vurderer trods alt, at FCK står stærkest før pokalfinalen.

- FCK er favorit - men vi kan slå dem, siger han.

Torsdagens pokalfinale i Parken fløjtes op klokken 17.00.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx