18/10-17 19:03

OL-guldvinder står frem: Jeg blev misbrugt af holdlægenOL-guldvinder står frem: Jeg blev misbrugt af holdlægen

McKayla Maroney fortæller, at hun blev udsat for seksuelt overgreb, lige inden hun vandt OL-guld i gymnastik.

storybild

McKayla Maroney blev seksuelt misbrugt af den amerikanske holdlæge gennem det meste af sin internationale karriere, fortæller hun på Twitter. Scanpix/Ben Stansall

Washington. Den amerikanske OL-guldvinder i gymnastik McKayla Maroney fortæller, at hun i årevis var udsat for seksuelle overgreb af Larry Nassar, der var læge for USA's gymnastikhold.

21-årige Maroney skriver på Twitter, at Nassar, der i forvejen skal i retten i forbindelse med anklager om flere end 20 seksuelle overgreb fra andre ofre, begyndte med overgrebene imod hende, da hun var 13 år gammel.

Det fortsatte gennem hele hendes karriere.

- Doktor Nassar fortalte mig, at jeg fik "nødvendig lægelig behandling, som han havde praktiseret i over 30 år på patienter", skriver Maroney.

- Det var, som om at hver eneste gang manden fik chancen, så skulle jeg "behandles".

Hun fortæller yderligere, at overgrebene også fandt sted under OL i 2012 i London, hvor Maroney var en del af det amerikanske gymnastikhold, der vandt OL-guld.

Ved samme OL vandt hun sølv i spring over hest.

- De (overgrebene, red.) fandt sted, lige inden jeg vandt guld med mit hold, og de fandt sted, lige inden jeg vandt min sølvmedalje.

Maroney havde tilføjet et "#MeToo" sammen med sit Twitter-opslag.

"#MeToo" henviser til den globale bevægelse på de sociale medier, der opfordrer kvinder til at fortælle, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb.

Det er den bevægelse, der har inspireret den tidligere gymnast til at stå frem.

- Alle fortællingerne over de seneste dage har været meget inspirerende for mig, skriver Maroney på Twitter.

"#MeToo"-bevægelsen startede i kølvandet på de mange anklager om seksuelle overgreb mod Hollywood-produceren Harvey Weinstein, der har set dagens lys de seneste dage.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx