29/10-17 21:31

AaB-boss efter nederlag: Vi kan ikke bare tale om procesAaB-boss efter nederlag: Vi kan ikke bare tale om proces

AaB er efter nederlaget mod OB fem point fra klubbens målsætning om en plads i top-6.

storybild

AaB-træner Morten Wieghorst så sit hold tabe til OB. Scanpix/Henning Bagger

Aalborg. AaB tabte søndag aften et vigtigt skridt i kampen om top-6-placeringerne i Alka Superligaen, da nordjyderne blev besejret med 2-0 hjemme mod OB.

Nederlaget betyder, at AaB har fem point til sjettepladsen. Holdet har hentet 16 point i 14 spillerunder og er lige nu placeret på ottendepladsen.

Dermed er klubbens målsætning om at komme i slutspillet lige nu et stykke væk, men ifølge sportsdirektør Allan Gaarde er der stadig tro på, at Morten Wieghorsts mandskab kan leve op til målsætningen.

- Vi er et hold under udvikling og ikke afvikling, og vi har forventninger om, at den her sæson nok skal udmønte sig godt. Vi er en stor klub, og det er logisk, at vi har ambitioner på kort sigt. Vi kan ikke bare tale om proces, siger Allan Gaarde.

AaB valgte i sommer at hente unge spillere ind som Yann Rolim, Jores Okore, Felip Lesniak og Pavol Safranko til at supplere en i forvejen ung trup. 27-årige Kristoffer Pallesen var den ældste, man hentede i transfervinduet.

- Det sværeste i den her branche er, at man skal udvikle holdet og klubben, samtidig med at man skal skabe resultater. De to ting skulle gerne gå hånd i hånd, siger Allan Gaarde.

- Vi har valgt at hente spillere, som alle er forholdsvis unge. Det har vi gjort, fordi vi skal bygge et nyt vinderhold op igen. Vi tror, det er den rigtige opskrift.

Ifølge AaB-træner Morten Wieghorst har uskarpheden foran mål været hovedårsagen til, at AaB lige nu ikke er at finde i top-6.

- Vi har store kvaler med at score mål. I de fleste kampe spiller vi godt og sætter chancerne op, men vi får dem ikke sparket ind. Vores afslutningsspil er simpelthen ikke godt nok, siger Morten Wieghorst.

AaB-træneren ser potentiale i den nuværende trup, men kan ikke sige, om den nuværende kvalitet i truppen rækker til top-6.

- Det kan jeg ikke sige. Det kommer også an på de andre hold. Det er det, vi helt klart stiler efter, og vi har fået gode spillere ind, som har givet os kvalitet. Jeg vil absolut sige, at der er potentiale i holdet, slutter han.

AaB havde sidste sæson også en målsætning om en placering i top-6, hvilket man ikke opfyldte.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx