08/11-17 11:32

Vestjysk håndboldbastion i modvind: Vi skal blive bedreVestjysk håndboldbastion i modvind: Vi skal blive bedre

Efter lovende sæsonstart tabte Team Esbjerg i sidste uge til Viborg og København. Onsdag venter FCM's tophold.

storybild

Esbjerg. Team Esbjergs håndboldkvinder skal onsdag aften forsøge at rejse sig mod topholdet FC Midtjylland efter sidste uges nederlag til Viborg og København i landets bedste række.

Esbjerg-træner Jesper Jensen erkender, at hans spillere har et forbedringspotentiale, når vestjyderne møder ligaens bedste hold.

- Vi skal hæve vores bundniveau i disse kampe.

- Vi har haft en tendens til at falde ud i nogle perioder, og det er dyrt mod tophold, der straffer det meget effektivt, siger Jesper Jensen til Team Esbjergs hjemmeside.

- Vi er blevet mindet om, at der skal et rigtig højt niveau til for at vinde, og at vi skal sørge for at holde os inde i kampene, så vi har mulighed for at afgøre dem til sidst, fortæller han.

Trods de to nederlag til Viborg og København så har Esbjerg 12 point og indtager en syvendeplads - det er blot to point fra FCM på førstepladsen.

På nuværende tidspunkt holder mesterholdet fra 2015/16-sæsonen sig derfor på nogenlunde sikker kurs mod det slutspil, der glippede i sidste sæson.

- Om vi ligger nummer to eller seks før julepausen er ikke afgørende.

- Det vigtigste er, at vi kan se, at der ikke er langt op til topholdene, hvis der overhovedet er afstand. Vi skal vise, at vi er der, og at vi vil vinde, siger Jesper Jensen.

Onsdagens opgør i Ikast mellem FCM og Esbjerg fløjtes i gang klokken 20.30.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx