06/09-17 01:35

Aserbajdsjans elite fik også penge via Danske BankAserbajdsjans elite fik også penge via Danske Bank

Styret i Aserbajdsjan sendte ikke kun penge til europæiske politikere fra konti i Danske Bank.

storybild

Højtstående folk i Aserbajdsjan fik penge tilsendt fra konti i Danske Bank. Her ses en af bankens filialer i Estland. Scanpix/Raigo Pajula

København. Det var ikke kun udenlandske allierede med diktaturet i Aserbajdsjan, der nød godt af penge, som strømmede igennem Danske Bank. Det skriver Berlingske.

Også flere højtstående aserbajdsjanske embedsmænd og magtfulde politikere fra landets elite var mål for millionerne. Det samme var inderkredsen omkring præsident Ilham Alijev.

Blandt andet har familien Eyyubov, der er en politisk magtfaktor i Aserbajdsjan, fået betalt medicin- og hospitalsregninger for titusindvis af kroner på det amerikanske hospital Johns Hopkins Medicine.

Faderen, Yaqub Eyyubov, er mangeårig vicepremierminister i landet. Sønnen Emin Eyyubov er Aserbajdsjans ambassadør i Europarådet.

Også vicedirektøren for Aserbajdsjans antikorruptionsenhed, præsidentens pressetalsmand, en efterretningschef og familien til en tidligere minister har modtaget penge.

Dertil kommer en lang række andre aserbajdsjanske politikere og embedsfolk.

Formanden for organisationen Transparency International Danmark, Christian Ougaard, siger til Berlingske, at sagen ligner en bestikkelsessag.

- Hvorfor skulle man ellers sende pengene gennem en dansk banks filial i Estland - ejet af britisk registrerede selskaber? Hvis der var tale om almindelige, legale lønninger, var der vel ingen grund til den mistænkelige omvej, siger han.

Han langer ud efter Danske Banks håndtering af sagen.

- Endnu en gang må man bare konstatere, at disse forhold var opdaget før, hvis Danske Bank havde overholdt hvidvaskningsreglerne, siger Christian Ougaard.

Berlingske skrev mandag, at Danske Bank i flere har år ladet regimet i Aserbajdsjan sende milliarder gennem fire konti i storbankens estiske afdeling.

Pengene er blandt andet gået til magtfulde politikere, højtstående embedsmænd og indflydelsesrige mediefolk verden over, der offentligt har forsvaret regimet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx