Af Jeppe Elkjær Andersen - 15/03-18 21:33

Formand for Grimhøj-moskeens søn med i topløst datingprogram: 'Far har slået hånden af mig'Formand for Grimhøj-moskeens søn med i topløst datingprogram: 'Far har slået hånden af mig'

Det har fået store konsekvenser, at han var med i programmet.

storybild

Mohamad El-Saadi var med i datingprogrammet 'Klæd mig af' på TV 2 Zulu. Her ses et pressebillede fra programmet. (Billede: TV 2 Zulu)

28-årige Mohamad El-Saadi var for få uger siden deltager i TV 2 Zulu-datingprogrammet 'Klæd mig af', hvor deltagerne som en del af konceptet afklæder hinanden. Mohamad El-Saadis optræden i programmet har efterfølgende fået hans far, formand for Grimhøj-moskeen Oussama El-Saadi, til at slå hånden af ham.

'Klæd mig af' havde premiere 19. februar i år på TV 2 Zulu. Og her kunne man se 28-årige Mohamad El-Saadi på date med 19-årige Cecilie fra Hvidovre. I programmet kan man blandt andet se Mohamad El-Saadi tage tøjet af sin date.

Efter programmet blev sendt, har det fået store konsekvenser for Mohamad El-Saadi.

Mohamad El-Saadis far, Oussama El-Saadi, der i offentligheden er kendt som formand for den omdiskuterede Grimhøj-moské i Aarhus-bydelen Brabrand, har efterfølgende valgt at slå hånden af sin søn.

»Der har været mange forskellige reaktioner på programmet. Nogle har været sure, andre har syntes, at det var fint. Min far er blevet rigtig sur over, jeg var med. Og det har jeg aldrig oplevet før,« siger Mohamad El-Saadi til BT.

Efterfølgende besluttede Mohamad El-Saadi at tage kontakt til sin far, der bor i Aarhus, mens Mohamad bor i Aalborg, hvor han har studeret. Men der var ingen forsoning.

»Han sagde til mig, om jeg ikke havde respekt for ham, for gud, religionen og andre mennesker. Der kom jeg til at grine, og så blev han rigtig sur, og sagde, han ikke ville snakke med mig mere,« siger Mohamad El-Saadi, der fortsat håber på forsoning med faderen.

Formanden for Grimhøj-moskeen i Aarhus, Oussama El-Saadi. (Billede: Jens Nørgaard Larsen)

Det fik ham nogle dage senere til at tage til Aarhus og hen til Grimhøj-moskeen - hvor han er kommet store dele af sit liv - for at tale med faderen ansigt-til-ansigt. Han fandt dog ikke faderen, men i stedet talte han med nogle af moskeens imamer, der havde gode råd til ham, hvis han ønsker at komme på talefod med sin far igen.

»Imamerne sagde til mig, at jeg havde begået en offentlig synd, og for at råde bod på det, skal jeg fortryde den offentligt - eksempelvis ved at gå på tv og sige, at jeg fortryder, at jeg var med i programmet,« siger Mohamad El-Saadi.

Rådet fra imamerne i Grimhøj-moskeen har Mohamad El-Saadi taget til sig. Han ønsker nemlig et godt forhold til sin far.

»Jeg elsker min far, og min intention med at deltage i programmet var jo ikke at ødelægge noget for andre for min egen vindings skyld. Og de er som sådan ikke utilfredse med, at jeg gerne vil være skuespiller og kendt. De synes mere, det er hele konceptet i 'Klæd mig af', der er problemet,« forklarer han.

Det er endnu ikke lykkedes for Mohamad El-Saadi at komme i kontakt med faderen på ny. Men han fortæller, at andre dele af familien har taget bedre mod deltagelsen i programmet.

»Jeg fortalte min bedstemor om programmet, og at jeg havde taget tøjet af og taget tøjet af en kvinde. Det grinte hun af, også da jeg fortalte hende, at jeg i programmet siger, at jeg elsker min pik. 'Gør alle mænd ikke det?', sagde hun,« forklarer Mohamad El-Saadi.

Mohamad El-Saadi var med i datingprogrammet 'Klæd mig af' på TV 2 Zulu. Her ses et pressebillede fra programmet. (Billede: TV 2 Zulu)

Grimhøj-moskeen var en af de moskeer, der for alvor kom i medierne og politikernes søgelys i 2016, da TV 2-dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' blev sendt. I den forbindelse udtalte Mohamad El-Saadi over for Berlingske sig som en slags talsperson for moskeen. Og han erkender også, at han har et tæt forhold til moskeen og folkene bag. Og måske netop det forhold, mener han, kan have gjort skuffelsen endnu større for faderen.

»Jeg er kommet der helt fra begyndelsen og været med helt fra start - allerede inden, der var noget, der hed Grimhøj-moskeen. Jeg elsker min far og vil gerne gøre det godt igen. Min far er heller ikke så slem, som han nogle gange er blevet fremstillet i medierne,« siger Mohamad El-Saadi.

BT forsøger at få en kommentar fra Oussama El-Saadi, men han er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.

'Klæd mig af' kan ses på ZULU mandage kl. 21.25.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Test din paratviden: Kan du komme ind...
bt.dk
Dansk stjernerytter efter sit...
bt.dk
Verdensstjerne i København: 'Jeg...
bt.dk
Gigantisk fiasko: Spillede Premier...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx