Af Laura Rode Nygaard - 03/01-18 15:51

DR lægger sig fladt ned efter fejl: Det var voldsomt og upassendeDR lægger sig fladt ned efter fejl: Det var voldsomt og upassende

DR-bossen skriver gerne en personlig undskyldning til de to kvinder, hvis de ønsker en.

storybild

Louise Mieritz og Ditte Hansen, der både skrev og medvirkede i komedieserien 'Ditte og Louise'. (Billede: Ida Guldbæk Arentsen)

Det var både voldsomt og upassende, da DR kom til at insinuere, at kvinder generelt ikke er lige så sjove som mænd. Det erkender tv-stationen efter kritik fra kvindelige komikere.

'Kvinder kan faktisk være sjove.'

Det var sætningen, DR brugte til at præsentere den danske tv-serie 'Ditte & Louise', da den igen blev lagt tilgængeligt på dr.dk i juleferien.

Og den sætning var mildest talt uheldig at bruge, mener en af hovedpersonerne, skuespiller og komiker Ditte Hansen, som nytårsdag lagde et skærmbillede af den umiddelbart nedsættende sætning på twitter med teksten: ''Kvinder kan faktisk være sjove' Åh hvor er der lang vej. Thanxbutnothankx (tak, men nej tak, red.)'.

Men sætningen skal bestemt ikke forstås som om, at DR insinuerer, at det skulle være lidt af en sensation, at seriens hovedpersoner, Ditte Hansen og Louise Mieritz, er sjove - tilsyneladende modsat deres kvindelige kollegaer.

Kommunikationschef i DR Lasse Bastkjær Jensen fortæller til BT, at 'selvom beklagelser normalt ikke sidder løst i mediebranchen', så vil han i dette tilfælde give noget så sjældent som en vaskeægte undskyldning.

»Der sidder nogle medarbejdere og udvælger teksten til forsiden, og nogen har så snuppet en sætning fra vores oprindelige programtekst og lagt online. Og det er jeg rigtig ked af, for det kommer til at virke voldsomt og upassende, når det står alene. Det er en fejl. Men fejl sker - også i DR,« siger kommunikationschef Lasse Bastkjær Jensen.

Den omtalte programtekst har ligget på dr.dk siden juni 2015, hvor 'Ditte & Louise' fik premiere på DR1. Over to sæsoner har komedieserien fortalt historien om to sjove kvinder midt i 40'erne, der uden hæmninger kæmper for at få succes i livet såvel som underholdningsbranchen.

'De er ikke rigtig kendte, de er ikke rigtig fede og er blevet for gamle, men én ting er de enige om: kvinder kan faktisk være sjove - også selvom Louises mand lige er skredet og knalder en på 27 og Dittes mand slet ikke vil knalde,' står der blandt andet i programteksten.

»Så jeg tror og håber, at man godt kan se, at det ikke er DR, der prøver at sige, at kvinder ikke er lige så sjove som mænd,« siger Lasse Bastkjær Jensen, der dog sagtens kan forstå de sure røster på især Twitter, da dr.dk med sætningen 'Kvinder kan faktisk være sjove' længe fremstod både tåbelig og uelegant.

Fejlen har ikke givet anledning til intern kritik, fortæller han.

Lasse Bastkjær Jensen har ikke været i dialog med komikerduoen, ligesom han først hørte om deres utilfredshed, da sagen ramte medierne. Men hvis Ditte Hansen og Louise Mieritz ønsker en personlig undskyldning, så skal han gerne sætte sig ned og skrive dem en mail, fortæller han.

BT har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Ditte Hansen og Louise Mieritz.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx