Af Thomas Brunstrøm - 02/10-14 17:30

Anmeldelse af 'Fasandræberne’: Mørck er tilbageAnmeldelse af 'Fasandræberne’: Mørck er tilbage

Opfølgeren til ‘Kvinden i buret’ er – næsten – lige så god som sin forgænger.

storybild

I ‘Fasandræberne’ forsøger Carl Mørck og Assad at opklare et tredobbelt mord fra 1987. (Billede: NORDISK FILM)

Alt er som udgangspunkt ved det gamle i anden omgang af historien om Afdeling Q.

Nikolaj Lie Kaas’ Carl Mørck er stadig intens, ekstremt målrettet og i besiddelse af beskedne sociale kompetencer, ligesom Fares Fares som Assad er langt mere interessant end blot et sjovt sidekick.

Og Mikkel Nørgaards instruktion er igen usvigeligt stilsikker, mens Nikolaj Arcel endnu engang med rolig hånd har ført skalpellen og barberet alt overflødigt fedt fra Jussi Adler-Olsens roman.

Til gengæld er det også i historien, at det eneste lille aber dabei ved filmen findes.

Carl Mørck og Assad begynder at grave i en makaber mordsag fra 1987 og finder hurtigt ud af, at den har forbindelser til en eksklusiv kostskole for overklassens børn (der minder temmelig meget om virkelighedens Herlufsholm).

Men hvor vi i ‘Kvinden i buret’ sad yderst på sædet og først til allersidst fandt ud af, hvem skurken var, er man som seer til ‘Fasandræberne’ hele tiden indtil flere skridt foran Mørck og kan meget hurtigt regne ud, hvad der er sket, og hvem der står bag.

Det er selvfølgelig et bevidst valg fra manuskriptforfatter Arcels side, men det kan altså ikke undgå at suge lidt af spændingen ud af affæren.

På samme måde fik man i ‘Kvinden i buret’ lige præcis nok at vide om kidnapperen til, at hans handlinger gav mening, mens skurkene i denne film mest bare er psykopater uden nærmere forklaring.

Begge Carl Mørck-film er dog stadig i den absolutte superliga for danske krimier.

Og så er Mørck og Assads sekretær, Rose, en kærkommen tilføjelse til persongalleriet, ligesom Søren Pilmarks karakter Marcus Jacobsen giver langt mere mening her end i forgængeren, hvor han primært var en kliché på en uforstående chef, der forlanger skilt og pistol i tide og utide.

Instruktør: Mikkel Nørgaard. Med: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares
4/6 stjerner

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx