Af Amalie Abildgaard - 08/11-17 20:59

Færdig i 'Den store bagedyst': Jeg er rigtig, rigtig ked af det'Færdig i 'Den store bagedyst': Jeg er rigtig, rigtig ked af det'

SPOILER-ADVARSEL: Artiklen indeholder information om afsnit seks af 'Den store bagedyst'.

storybild

Deltagerne i 'Den store bagedyst' 2017. (Billede: Presse)

Det er ikke bare bagning. DR-programmet 'Den store bagedyst' er også op- og nedture og deltagernes kamp om at vinde trofæet som Danmarks bedste amatør-bager. Mens én deltager lagde godt ud i konkurrencen som sjettes programs 'mesterbager', blev en anden dømt ude. 

Udefra kan 'Den store bagedyst' godt ligne et underholdningsprogram om snorlige snit, 'hibiscus'-blomster af marcipan og spejlblank chokolade, men det er også et program om nye venskaber, sejre og nederlag. Hver uge tager dommerne Markus Grigo og Katrine Foged nemlig afsked med en deltager, så der til sidst kun står én tilbage.

I det sjette program var det Nipuni Julie Jakobsen - også bare kaldet 'Nip' – fra Aarhus, som de andre deltagere måtte sige farvel til.

»Jeg var rigtig, rigtig ked af at ryge ud. Alle håber jo at komme endnu længere. Men jeg er ikke typen, der sætter mig ned og græder. I stedet gik jeg direkte hjem og bagte,« siger Nipuni Julie Jakobsen.

Aftenens afsnit bød på 'eksotiske bagværker', hvor deltagerne skulle igennem frokostsnacks med butterdej, ananas-mazarinkage og et eksotisk mesterværk.

Men det var altså ikke alle, der fik rørt, pisket og æltet sig igennem udfordringer lige godt. Nip havde underbagt sine to første bagværker, mens hun i mesterværket havde svært ved at imponere dommerne med smagen.

»Jeg synes jo selv, jeg var den mest eksotiske i teltet,« griner Nip.

»Men det var ikke helt nok,« fortsætter hun.

Selv om konkurrencen ikke fik det udfald, som Nip havde håbet på, føler hun ikke, hendes deltagelse har været forgæves.

»Jeg har virkelig fået meget ud af at deltage - både fagligt og personligt. Vi er blevet en stor bagefamilie,« siger Nipuni Julie Jakobsen, der er i gang med at uddanne sig til markedsføringsøkonom, men drømmer om at fortsætte i kage-verdenen.

Men den enes nød er den andens brød – fristes man til at sige. For den 28-årige Jesper Søvndal kunne nemlig glæde sig over at hive sin anden sejr hjem som ugens 'Mesterbager'.

»Det er rimelig nice ovenpå nogle omgange, hvor det ikke er gået så godt. Men op til dette program fik jeg virkelig øvet mig,« siger Jesper Søvndal.

Udover to sejre har Jesper Søvndal - ligesom Nipuni Julie Jakobsen - også fået venskaber ud af programmet.

»Efter programmet har vi stort set alle holdt kontakten. Efter premieren har vi været i Glyngøre og besøge Rosa og været ude og sejle. Og det er jo rigtig dejligt,« siger Jesper Søvndal.

Finalen i 'Den store bagedyst' sendes 29. november.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx