Af Bo Poulsen - 04/10-17 21:29

Her er den første mesterbager: 'Det giver da lige et selvtillidsboost'Her er den første mesterbager: 'Det giver da lige et selvtillidsboost'

Onsdag var der præmiere på en ny sæson af 'Den store bagedyst'.

storybild

Her ses de  ti nye deltagere i 'Den store bagedyst'.

SPOILER-ADVARSEL: Denne artikel indeholder detaljer fra det første afsnit af 'Den store bagedyst'.

Onsdag aften kunne danskerne overvære det første afsnit af den nye sæson af 'Den store bagedyst' på DR 1.

Her følger man 10 amatørbagere, som skal forsøge at imponere dessertkokken Markus Grigo og konditoren Katrine Foged Thomsen, der er dommere i år.

I aftenens afsnit skulle deltagerne bage en 'snitte', de skulle lave en kransekagetop, og til sidst, men ikke mindst, sluttede de af med fuldfede flødekager. Og selv om at ingen blev sendt hjem i første afsnit, var titlen som 'mesterbager' på spil. Og den gik til 22-årige Kirsten Thur, der bor i København.

»Jeg blev enormt glad og meget lettet, fordi jeg kan en masse ting, men jeg har aldrig været enormt dygtig til én enkelt ting,« siger Kirsten Thur til metroxpress.

Hun kalder det for en »enorm accept« fra dommernes side, at de valgte at give hende 'mesterbager'-titlen.

»Så får man pludseligt at vide, det var mig, der var bedst. Det giver da lige et selvtillidsboost.«

Kirsten Thur, der holder orlov, efter hun tog en bachelor i engelsk sidste sommer, vandt første program med en 'Folkevognssnitte', en velbagt kransekagetop og en 'Flødesky'. Og hun har brugt lang tid i køkkenet på at lave sin snitte og flødekage.

»Al min tid går til kagerne. Jeg har aldrig været en 12-talspige, og tingene er aldrig kommet nemt til mig. Hvis jeg skulle nå langt, skulle jeg stå i køkkenet dag ud og dag ind, og det har jeg gjort siden 25. februar, efter vi var til infomøde med produktionsholdet,« siger hun.

Den lykkelige mesterbager fortæller, at hun altid har kunnet lide at gøre folk glade. Deri bunder passionen for at bage kager, og hun håber også, at fremtiden byder på mere kagebageri.

»Min kæreste formulerede det pænt. Jeg har en eller anden mærkelig ide om, at jeg skal gøre folk glade. Jeg kan ikke have det, hvis folk er kede af det. Så måske skal jeg uddanne mig som konditor. Men jeg er 80 procent sikker på, at jeg skal leve af at bage. Jeg kan se, at det gør folk omkring mig glade, og den følelse vil jeg gerne gå i seng med hver aften.«

Folkevognssnitte

Mørdejsbund, lemon-curd, nøddekaramel og hvid chokolade.

Flødesky

Nøddefragilitebund, sveske og lakridskompot. Flødeskum blandet med skovbærmarmelade. Macaron-bund på toppen, en hvid chokoladering og spiseligt sølv.

De to nye dommere Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo har gjort et godt indtryk på hende.

»Jeg kan tale på alles vegne. Jeg har fået enorm god feedback, og har fået at vide, at jeg er blevet bedre gennem programmerne. Jeg synes, dommerne var enormt gode til at give konstruktiv kritik. Det er virkelig det, jeg håbede på at få med derfra. Jeg gik ikke ind til programmet for at vinde. Det har jeg overhovedet ikke tænkt, men jeg tilmeldte mig, fordi jeg ikke har nogen i min omgangskreds, som har samme interesse som mig,« slutter hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx