Af Kristian Dam Nygaard - 31/08-17 23:07

Kæmpe overraskelse: Her er årets komiker Kæmpe overraskelse: Her er årets komiker

Radio24Syv har fået sit folkelige gennembrud.

storybild

Frederik Cilius fra 'Den korte radioavis' i sin rolle som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. (Billede: Linda Kastrup)

Den alternative taleradio til Danmarks Radio har siden 2011 kæmpet for at slå igennem hos lytterne. Ikke alle udsendelser når længere end lige ud over Valby Bakke, men med det daglige politiske satire-program 'Den Korte Radioavis' har de fået en kæmpesucces, og torsdag aften kunne de to bagmænd Frederik Cilius og Rasmus Bruun lade sig kåre som årets komikere til Zulu Comedy Gallaen i Operaen.

Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der vandt over de populære komikere Mick Øgendahl, Linda P og Rune Klan, har fået opbygget sig en enorm fanskare af trofaste lyttere, der dagligt tuner ind ved frokosttid for at høre seniorkorrespondenten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms (Frederik Cilius' parodi på kvindelige journalist-koryfæer som Ulla Terkelsen og Mette Fugl, red) politisk ukorrekte take på nyhedsdagsordenen, hvor politikernes bullshit sorteres fra med 120 kilometer i timen.

Efter at have vundet flere radiopriser var det første gang, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun var nomineret til Zulu Comedy Galla.

I 'ungdomskategorien' vandt 33-årige Jacob Taarnhøj fra Odense 'Årets talentpris' og den medfølgende check på 100.000 kroner. Han stod i 2013 på scenen til Zulu Comedy Galla som en af 'æslerne' – en af de helt grønne komikere – men nu har den danske standupbranche altså udpeget ham som fremtidens store håb.

Jacob Taarnhøj, der i den kommende weekend er med i finalen til DM i standup, vandt over komikerne Frederik Rosgaard, Kasper Gross og Mikkel Klint Thorius.

Nikolaj Lie Kaas gjorde comeback som vært for Zulu Comedy Galla. Han var med til at sparke showet i gang tilbage i 2009 og var også med stor succes vært i 2011 og 2012. Efter et par år med Sidse Babett Knudsen, Rasmus Bjerg og Rune Klan i værts-rollen, følte TV2 Zulu, at det var på tide at vende tilbage til Nikolaj Lie Kaas, der ofte ender med at være den sjoveste mand i rummet til trods for at være omringet af hele den danske standupbranche.

Zulu Comedy Gallen er som altid åbningen for den store comedy-uge, hvor man i den kommende uge kan opleve over 200 comedy-shows i hele landet. Showet fra Operaen kan ses på TV2 Zulu den 10. september.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx