Af Maria Christine Madsen,Bo Poulsen - 18/09-17 21:03

Ny skandale har ramt 'Robinson': To deltagere smidt udNy skandale har ramt 'Robinson': To deltagere smidt ud

Dette års udgave af 'Robinson Ekspeditionen' er ramt af en ny skandale. Denne gang var skandalen så stor, at to deltagere blev smidt ud af tv-programmet.

storybild

(Billede: PR-foto)

SPOILER-ADVARSEL: Hvis du ikke vil høre hvad der sker i mandagens afsnit, skal du ikke læse videre her.

For to uger siden kom det frem, at to af de helt garvede kræfter i årets ekspedition var blevet taget i at snyde. Sammen med en tredje mand havde deltagerne Mathias Lynge og Michael Backer ifølge produktionsholdet bag programmet listet om til den anden side af øen, hvor programmet blev filmet, og tigget mad hos øens faste beboere.

Nogle af de lokale gjorde produktionsholdet opmærksom på snyderiet, og produktionsholdet tog efterfølgende hen til fiskerlandsbyen, hvor Mathias og Backer blev udpeget som synderne.

Begge fik dog lov til at blive i programmet.

Men nu - i sæsonens fjerde afsnit som sendes mandag aften på TV3 - står det klart, at de to deltagere angiveligt ikke stoppede med at forsøge at snyde. Tværtimod havde de tilsyneladende forsøgt samme stunt endnu engang.

Før programmets kappestid tog ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg derfor ordet:

»Inden vi kommer for godt i gang: I andre skal vide, at Mathias, Backer og jeg umiddelbart inden den seneste strid blev enige om at slå en streg i sandet, efter de havde snydt. Siden har Mathias og Backer været på tur igen. De har været ovre på den anden side af øen,« siger han.

Om det rent faktisk lykkedes de to herre at tigge sig til en fisk, fremgår ikke af programmet. Men man ser i programmet produktionsholdet tale med nogle lokale omkring dem.

»I det der hus. Det var der, de spurgte om mad,« siger en mand til produktionsholdet.

Og denne gang faldt hammeren prompte. De to deltagere blev begge smidt ud af programmet.

I en fælles udtalelse (som du kan læse i fuld længde i bunden af artiklen, red.) forklarer de to mænd - Mathias Lynge og Michael Backer - at deres version af hændelserne var noget anderledes end den, der blev vist i programmet.

Ifølge dem var der fra begyndelsen en masse uoverensstemmelser mellem dem og produktionsholdet.

»At vi i høj grad mærker, at vi bare er objekter, der skal bruges til at få seere til deres tv-program. Så mister man helt ærligt gnisten. Det gider vi ikke finde os i,« skriver de blandt andet:

»Vores lyst til deres (produktionsholdets, red.) game var død, og da vi tog af sted, var vi jo begge klar over, at når det blev opdaget, ville vi få sparket. Men what ever? Men tro os, når vi fortæller, at turen var det HELE værd!«

I udtalelsen forklarer de, at de en nat valgte at tage på eventyr sammen på øen og udforske den.

Efter at have vandret rundt i nattemørket i flere timer fandt de angiveligt nogle øboere og blev inviteret indenfor i en lille hytte, hvor 'der hurtigt på stedet blev tilberedt nok vores bedste og mest tiltrængte måltid nogensinde'.

»Og til maden fik vi en hel flaske cola - ja, I hørte rigtigt - cola!!!«

Efterfølgende blev de vist hen til en lille kiosk, hvor de kunne købe nogle forsyninger, og efter at have vandret tilbage gennem nattemørket i flere timer lykkedes det dem til sidst at komme tilbage til den strand, hvor programmet blev optaget.

»Vi nåede endelig ud, og de dejlige damer på holdet vågnede. De rejste sig og fortalte os, at vi havde været væk i en evighed, og de var meget lettede over, at vi endelig var tilbage og uskadte. Vi fik vores kæmpe kæmpe eventyr!! Og en oplevelse vi aldrig nogensinde vil glemme,« skriver de to mænd.

»Det kan godt være, at det ikke er opskriften på Robinson. Nej, vi fulgte ikke reglerne, og vi overtrådte den usynlige grænse. Dette kunne være undgået, hvis der ikke havde været problemer med produktionen. Men dét vi har fået med os i vores personlige rygsække, er noget vi aldrig vil give afkald på!,« slutter de.

'Robinson Ekspeditionen' fortsætter næste mandag på TV3.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx