Af Silla Bakalus - 06/11-17 22:01

'Robinson'-veteraner føler sig snydt: 'TV3 ved godt, de har noget at skjule''Robinson'-veteraner føler sig snydt: 'TV3 ved godt, de har noget at skjule'

Flere af veteranerne, der har deltaget i årets 'Robinson Ekspeditionen', føler sig underbetalt.

storybild

Michael Backer ses her i en tidligere udgave af Robinson Ekspeditionen. (Billede: Jeppe Bjørn Vejlø)

Flere af veteranerne i årets Robinson Ekspedition er vrede og føler sig snydt af TV3, efter det kom frem, at de fik forskellige honorarer for at vende tilbage til Robinson. Det skriver Ekstra Bladet.

Én fik tilsyneladende 40.000 kroner inden ekspeditionens start, mens andre måtte nøjes med en garanti på minimum 10.000 kroner. Honorarerne var tilsyneladende af vidt forskellig størrelse hos de fem tidligere Robinson-deltagere, der i år vendte tilbage til Robinson Ekspeditionen som et tredje hold.

Og det har skabt vrede hos nogle af de fem. De føler sig nemlig snydt af TV3, som ifølge de vrede deltagere inden ekspeditionen lovede, at alle veteranerne ville få det samme i honorar. Men det viste sig, ifølge deltagerne, at være langt fra tilfældet.

Flere af veteranerne fortæller til Ekstra Bladet, at de af TV3 havde fået at vide, at alle de gamle deltagere ville få 10.000 kroner for at stille op og efterfølgende yderligere 10.000 kroner, hvis de nåede til sammenlægningen.

Men allerede på vej til ekspeditionen viste det sig, at det ikke forholdt sig, som deltagerne var blevet lovet.

»De sagde ordret til mig, at alle veteraner ville få nøjagtig det samme for at stille op. Men da vi sidder sammen i flyet på vej derned, er der to, som har fået at vide, at de ikke må snakke honorar med de andre. Det betyder jo, at produktionen og TV3 godt ved, at de har noget at skjule,« siger den ene af de deltagende veteraner, Michael Backer, til Ekstra Bladet.

En anden af de vrede deltagere er Ditte Isabell Büchmann. Hun havde krævet 30.000 kroner for at deltage, men havde angiveligt fået at vide, at TV3 ikke havde økonomi til at betale hende så meget.

Efterfølgende har det angiveligt vist sig, at to andre deltagere havde fået forhandlet sig frem til et beløb på henholdsvis 36.000 og 40.000 kroner. Og det har fået Ditte Isabell Büchmann til at rase:

»Det er på ingen måde i orden. Jeg gik også amok, for jeg ved, hvad de sagde til mig. De sagde 'Ditte, I får det samme, du skal bare ikke snakke med de andre deltagere'. Jeg konfronterede også produktionen nede på øen,« fortæller hun.

Ifølge de vrede deltagere skabte de store forskelle i honorar en dårlig stemning mellem deltagerne og TV3.

Ifølge deltageren Mathias Lynge var den dårlige stemning blandt andet årsag til, at han sammen med to af de andre deltagerne, Andreas Jensen og Michael Backer, valgte at bryde reglerne ved at skaffe mad i en nærliggende landsby. Det gjorde forholdet mellem deltagerne og TV3 endnu værre, fortæller han til Ekstra Bladet.

TV3 vil over for Ekstra Bladet ikke kommentere de honorarer, som deltagerne har modtaget.

»Vi kommenterer ikke på forhandlinger med deltagerne. Det er fortroligt mellem os og dem,« siger TV3's redaktør på 'Robinson Ekspeditionen' Jesper Kynde Simonsen.

Som en direkte konsekvens af problemerne i år, har værten Jakob Kjeldbjerg slået fast, at han ikke vil være vært for programmet, hvis man igen tager veteraner med.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx