05/10-17 07:17

Seks stjerner til længe ventet efterfølger: 'Hvornår kommer 3'eren?'Seks stjerner til længe ventet efterfølger: 'Hvornår kommer 3'eren?'

'Blade Runner 2049' bygger både videre på 'Blade Runner'-universet og fremstår ekstremt original. Hvornår kommer 3'eren?

storybild

'Blade Runner 2049' er mesterlig, mener metroxpress' anmelder, der uddeler seks ud af seks stjerner.

Inden pressevisningen af 'Blade Runner 2049' blev der læst en erklæring op fra instruktøren Denis Villeneuve, hvor han bad de fremmødte om ikke at afsløre plottet i filmen i deres anmeldelser. Altså ikke afgørende plottvist, men plottet som sådan. Det kan virke fjollet, men Villeneuve har faktisk en pointe, for 'Blade Runner 2049' er en af de film, der bliver bedre, jo mere forudsætningsløs du træder ind i biografsalen. Og det skal du, for den er mageløst god.

Vi kan røbe så meget, at handlingen foregår i 2049 (det ligger også lidt i titlen). Tyrell Corp. er gået konkurs, men der er stadig replikanter af typen Nexus 8 på fri fod, som bliver jaget af Blade Runners. En af dem er K (spillet af Ryan Gosling), en ny type lydige replikanter. Men K er måske usædvanlig. Han har, i hvert fald for en replikant, upraktisk mange følelser og måske endda fri vilje.

Det er faktisk det, du behøver at vide, og så kan du egentlig godt bestille din biografbillet. 'Blade Runner' fra 1982 er et hovedværk i filmhistorien, men 2019-scenariet virker lidt komisk med 2017-briller, tempoet er langsomt, tangerende det søvndyssende og filmen er måske kynisk set mere vigtig end egentlig 100 procent vellykket.

Det gælder til gengæld ikke for efterfølgeren. Filmen er sindssygt stemningsfuld, mørk, dyster, filosofisk, intens, næsten hypnotisk og med både god tid til at drive plottet fremad og et par solide WTF-øjeblikke.

Derudover er den i øvrigt visuelt rent blær, og Ryan Gosling leverer en af karrierens helt store præstationer.

Fransk-canadiske Denis Villeneuve har de sidste fem år stået bag den ene perle af en film efter den anden – den dystre hævnthriller 'Prisoners', det intense narkodrama 'Sicario' og den nyskabende science fiction-film 'Arrival'. Og hvis nogen skulle være i tvivl, beviser han med 'Blade Runner 2049', at han hører til i Hollywoods absolutte superliga.

Instruktør: Denis Villeneuve

Med: Harrison Ford, Ryan Gosling

Seks ud af seks stjerner.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx