Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Nebraska er en road movie i rollator-tempo
Den seks gange Oscar-nominerede ‘Nebraska’ er udramatisk, men umulig ikke at blive fanget af.
Den ekstremt stil- og driftsikre instruktør Alexander Payne har i virkeligheden kun ét problem.
Instruktør: Alexander Payne.Med: Bruce Dern, Will Forte
5/7 stjerner
Det kan godt være svært at forklare, hvorfor hans film er så fantastiske.
‘About Schmidt’: “Den handler om gnaven gammel mand, hvis kone dør, og så tager han til sin datters bryllup. Men den er vildt god’.
‘Sideways’: “Den handler om en deprimeret vinsnob, der tager på roadtrip. Men den er virkelig sjov.”
‘The Descendants’: “Den handler om en mand, hvis kone ligger i koma, og så opdager han, at hun har haft en affære. Den er fremragende!”.
Hans nyeste film, ‘Nebraska’, lyder på papiret lige så tør: En smådeprimeret mand indvilliger modvilligt i at køre sin far gennem to stater, så den muligvis senile, men helt sikkert stædige gamling kan hente sin lotterigevinst på en million dollar.
Også selv om sønnen udmærket godt ved, at der er tale om en marketingsfidus.
Filmen er i øvrigt i sort/hvid. Og absolut fremragende.
Selv om der er tale om en road movie i rollator-tempo bliver man meget hurtigt fuldstændigt grebet af historien, hvor grundlæggende udramatisk den end måtte være.
77-årige Bruce Dern med det plovfurede fjæs er en fornøjelse at følge som Woody Grant, der veksler mellem at være ynkværdigt forvirret og en rynket bulderbasse, der tager på drukture, så han både må på skadestuen og ud at lede efter sit gebis bagefter.
Og er vært ved nogle ubetaleligt tørre one-liners, som da hans søn spørger, hvorfor hans forældre egentlig fik børn: “Jeg kan godt lide at knalde, og din mor er katolik. You do the math.”
Komikeren Will Forte, kendt fra bl.a. ‘Saturday Night Live’, spiller utraditionelt afdæmpet, og June Squibb, der ligesom Bruce Dern er Oscar-nomineret, er fantastisk som Woodys rappenskralde-kone.
Turen til Lincoln, Nebraska byder bl.a. på et tåkrummende familiebesøg med nogle forrygende redneck-fætre, et tyveri af en kompressor – og selvfølgelig en art forsoning mellem de to knudemænd, far og søn.
Men heldigvis på en helt underspillet, sørgmunter og meget lidt Hollywood-agtig facon.
Nebraska’ har fortjent alle sine seks Oscar-nomineringer og er muligvis Alexander Paynes bedste til dato – i skarp konkurrence med ‘Sideways’.