Af Laura Rode Nygaard - 06/08-17 13:36

Husker du Michael Jacksons abe Bubbles? Her er han i dagHusker du Michael Jacksons abe Bubbles? Her er han i dag

Bubbles var Michael Jacksons allerbedste ven. Chimpansen var nærmest en A-liste-kendis i kraft af sin celebre ejer. Han spiste lækker gourmetmad, gik i dyrt designertøj, som matchede popkongens, og fløj på første klasse.

storybild

34-årige Bubbles kreerer et maleri på 'Center For Great Apes' i Wauchula, Florida. (Billede: HANDOUT)

Men i 1997 sluttede den ekstravagante livsstil brat, da da Michael Jackson blev far til sit første barn, Prince Michael I, og aben hurtigt herefter begyndte at udvise aggressiv adfærd. Popkongen ønskede at beskytte sit barn, og Bubbles endte på en ranch i Californien, hvor han boede frem til 2004.

I 2009 døde 'Kongen af Pop' - men hans gamle kammerat lever endnu i bedste velgående i en alder af 34. Det skriver The Mirror.

Efter sit ophold på ranchen kom han til et reservat i Florida, 'Centre for Great Apes', hvor han endnu bor med en masse andre artsfæller.

Han lever i en flok på syv chimpanser - tre hanner og fire hunner - hvoraf han ifølge reservatet har et godt øje til et par stykker af dem.

Men bare fordi man er tidligere kæledyr af og ven med en stinkende rig verdensstjerne, så skal man ikke forvente særbehandling. Dyrepassere på reservatet fortæller nemlig, at de aldrig modtog så meget som en snoldet ti-øre, mens han endnu var i live.

Selvom boet efter Michael Jackson i dag spytter i kassen, så nærmer de sig ikke de knap 132.000 danske kroner, det ifølge Mirror årligt koster at tage sig af chimpansen.

Til gengæld har Bubbles vist sig at være en gudsbenådet kunstner, som snildt kan forsørge dele af sin egen livsstil. Sammen med andre af reservatets beboere har han malet og udstillet malerier, og tidligere i år blev et unavngivet værk - vandfarve på lærred - af den behårede kunstmaler solgt for knap 25.000 danske kroner på auktion.

Bubbles har det tilsyneladende godt med den tilbagetrukne hverdag i refugiet. Men det var ikke nemt at nå der til, fortæller hans dyrepassere. Han havde nemlig 'brug for at blive modnet' efter en atypisk barn- og ungdom.

Bubbles var bare tre år gammel, da Michael Jackson forelskede sig i ham og købte ham fri fra en tilværelse som forsøgsabe på et institut for kræftforskning.

Han sov i en tremmeseng ved siden af sin ejer, gik i det samme tøj som ham og spiste med ham ved alle måltider. De delte toilet og havde hver deres bodyguard. Og Michael Jackson lærte endda angiveligt sin abe at moonwalke.

Men Michael Jackson ville endnu tættere på sin ven. De kommunikerede, men de kunne ikke tale sammen, og det gjorde sangeren ulykkelig.

Derfor gik han så langt i forsøget på at menneskeliggøre dyret, at han fik adskillige hals-specialister fløjet ind for at undersøge kæleabens stemmepotentiale.

»Michael ville altid vide, hvordan han skulle få Bubbles til at tale. De kommunikerede helt afgjort. Han ville give ham stemmetræning og forhørte sig hos lægerne om han kunne få en operation, så han kunne vide, hvad aben tænkte,« har søsteren La Toya Jackson tidligere udtalt til News of the World.

Men lægerne måtte advare popstjernen om, at en sådan operation kunne være livsfarlig for aben, og sagen blev diskuteret frem og tilbage gennem fire år, før Michael Jackson til sidst gav op.

Selvom han i1997 måtte give sin elskede ven væk, da den opførte sig aggressivt efter Prince Michael I's fødsel, glemte han aldrig Bubbles. Sammen med sine børn besøgte han ofte chimpansen, og han gik sågar i gang med at planlægge en fest for aben, hvor andre kendis-dyr var inviteret lige fra hunden Lassie til Cheetah fra 30'erne og 40'ernes Tarzan. Festen blev dog aldrig til noget.

Michael Jackson døde i 2009 i en alder af 50.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx