Af Laura Rode Nygaard - 30/11-17 21:08

Disse udtalelser sendte Janni Ree i fængsel: Nu taler hun ud om den skjulte optagelseDisse udtalelser sendte Janni Ree i fængsel: Nu taler hun ud om den skjulte optagelse

I en ny bog forklarer Janni Ree, hvad der i virkeligheden skete op til hendes fængsling.

storybild

Janni Ree. (Billede: Ida Marie Odgaard)

Da Janni Ree i december 2013 blev idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for at franarre en ældre mand hans formue, var det blandt andet nogle kontroversielle skjulte lydoptagelser, der var med til at sætte hende bag tremmer. I en ny bog fortæller Janni Ree sin version af, hvordan de blev til.

'Han troede rigtig, at vi slæbte ham rundt, så han kunne shoppe. Han blev slæbt rundt. Han vidste bare ikke, at det var hans kort,' griner Janni Ree - dengang Christensen - på en lydoptagelse, som blev afspillet ved det åbne retsmøde i Københavns Byret i oktober 2011.

'Hold nu kæft. Sådan er det. Man skal overleve i de her finanstider. Og Erik (det nu afdøde 66-årige svindeloffer, red.) har det fint. Sådan er det bare,' siger hun videre som svar på eksmanden Kim Holmgaard Christensens spørgsmål om, 'hvordan fanden, de kan gøre det'.

Det er pågældende eksmand, der skjult har optaget lydbidderne, som endte med at være blandt de fældende beviser, da sagen blev taget op igen i 2013 efter at være blevet anket til landsretten. Dengang fortalte Janni Ree, at hun blot havde forsøgt at imponere eksmanden.

Men i sin nye selvbiografi 'Golddigger - I think not' taler Janni Ree nu ud om den dag, de skjulte optagelser blev til.

Ifølge hende var hun blevet hentet af Kim Holmgaard Christensen, der havde indvilliget i at give hende et lift, efter hun havde haft en særdeles våd aften dagen forinden.

Hvad Janni Ree ikke vidste var, at han i den forbindelse havde set sit snit til at gemme en diktafon og optage alt, hvad hun sagde under køreturen, skriver hun i bogen, inden hun giver sin version af, hvad der er baggrunden for de optagelser, der var med til at sende hende bag tremmer.

»Når jeg er bagstiv eller bare irriteret på en person, kan jeg finde på at sige alt muligt bare for at provokere. Og det var præcis det, jeg gjorde den dag i bilen. Og fordi det var over for min eksmand, gav jeg den ekstra gas, fordi det vidste jeg skulle til, før han blev provokeret,« skriver Janni Ree.

Født 11. marts 1970 på Nørrebro.

Er 47 år og mor til Victor og Nathalie, som hun har med eksmanden Kim Holmgaard Christensen.

Blev i 2000 landskendt som den blanke reklamebabe Oddset-Janni.

Blev i 2013 idømt et år og tre måneders fængsel for åger ved at have udnyttet en syg, ældre mand og malket ham for en million kroner samt for at forsøge at sælge hans hus og score gevinsten på 2,4 millioner. Svindlen fandt sted mellem 2008 og 2010.

Har foruden eksmanden Kim Holmgaard Christensen dannet par med sportsvært Jimmy Bøjgaard, civilingeniør Christian Abahamsen, med hvem hun blev forlovet, samt tidligere fodboldspiller Jes Høgh, inden hun mødte Karsten Ree i 2013.

Parret blev gift i 2015.

Janni Ree - der dengang var kendt som Oddset-Janni eller sit daværende navn Janni Christensen - blev dømt for sammen med sin far og en veninde at have bedraget en 66-årig mand for en million kroner samt for også at forsøge at sælge hans hus og score gevinsten på 2,4 millioner.

Landsretten lagde vægt på, at Janni Ree og hendes far havde 'udnyttet et afhængighedsforhold', og retten lagde vægt på, at salg af blandt andet hus og bil blev foretaget uden at den ældre mand havde været involveret i det. Det sammme gælder brug af betalingskort med tilhørende pinkode.

Blandt de fældende beviser var lydoptagelserne, og de kan da godt stadig ærgre Janni Ree, der havde nægtet sig skyldig under hele sagen.

»Når jeg lytter til de optagelser i dag, kan jeg godt høre, at det ikke lyder særlig klogt. Men når man tosser eller fjoller rundt, kan der komme tåbelige ting ud af munden på én, også uden at der er nogen sandheder i dem,« skriver Janni Ree i sin nye bog.

'Golddigger - I think not' er fortalt til Jimmy Bro Støvring og udkommer på forlaget People's Press 1. december.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx