Af Tinie Maibøll - 21/09-17 23:03

Sanne Salomonsen er klar til 'X Factor': - Jeg er lidt skrapSanne Salomonsen er klar til 'X Factor': - Jeg er lidt skrap

Sanne Salomonsen og de andre 'X Factor'-dommere har nu set alle auditions før den kommende og sidste sæson.

storybild

Sanne Salomonsen. (Billede: Mads Claus Rasmussen)

»Er jeg skrap? Jeg er lidt skrap...«

Sådan sagde Sanne Salomonsen til den store forsamling af ventende, nervøse mennesker foran hende i DR-byen i København.

I går var nemlig anden auditiondag i den kommende og allersidste sæson af DR-succesen X Factor og her havde pressen mulighed for at kigge med bagkulissen.

Meget er ved det gamle. Ved dommerpulten sidder de to garvede herrer Thomas Blackman og Remee på fløjene og værten er igen i år Sofie Linde. Men som noget nyt er der sket en udskiftning i den kvindelige dommer i midten af panelet. DR offentliggjorde nemlig at sidste års dommer Mette Lindberg blev afløst af hele Danmarks rockmama - Sanne Salomonsen.

Og selv om det for Sanne Salomonsen er en debut i et program med 10 sæsoner på bagen, så fornemmede man allerede i går, at hun ikke var bange for at tage sin plads i midten af panelet alvorligt.

For midt på dagen valgte hun nemlig i en pause at give de resterende deltagere, en kærlig men bestemt påmindelse.

»Jeg skal lige sige noget til jer. I har ét skud i bøssen, som man siger. Faktum er, at I alle sammen kommer ind. Vi ved, I er nervøse. Vi ved, I har tænkt over flere sange. Men det handler om, at den sang, I går ind og synger, skal være den, I føler repræsenterer jer bedst. Der er ikke tid til, at I kan stå og synge to-tre sange derinde,« sagde Sanne Salomonsen blandt andet til mængden af nervøse deltagere.

Efterfølgende forklarede Sanne Salomonsen til BT, at der ikke var tale om en decideret opsang, men snarere var det et forsøg på med sin nye rolle som dommer at få det bedste frem i de mange deltagere.

»Det handlede om, at de skal have allermest ud af den chance, de har. Det er ikke alle, der lige får lov at synge den ekstra sang. Så derfor gik jeg ud. Hvis jeg havde oplevet noget andet, så havde jeg ikke sagt noget. Men det var simpelthen for at hjælpe dem,« sagde sangerinden, der udover sin bestemte men kærlige start i dommerstolen, er glad for at få X Factor-oplevelsen med.

»Det er sjovt endelig at få lov til at opleve det. Det er både spændende og svært og en lille smule trist, når man skal sige nej til nogen. For både dem, der har talent, og dem der ikke har, de står og brænder med den samme ild i sig. Der er bare nogen, der har den mere end andre. Desværre,« sagde Sanne Salomonsen.

Endnu en dag med auditions i København skal overstås i dag, før produktionsholdet, de tre dommere og værten Sofie Linde rykker til Aarhus for at se, hvad Jylland gemmer af talent. Den kommende og sidste sæson bliver sendt på DR1 i begyndelsen af det nye år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx