Af Christian Hansen - 30/09-17 22:30

Butikscenter aflyste koncert med stjernenavn: Nu tordner publikum - fortæl sandheden Butikscenter aflyste koncert med stjernenavn: Nu tordner publikum - fortæl sandheden

Gæsterne raser - men det er ikke aflysningen de er vrede over

storybild

Gilli-koncert i Rødovre Centrum blev fredag aften aflyst. Arkivfoto (Billede: Sarah Christine Nørgaard)

'Vi må desværre meddele, at Gilli ikke kommer på i aften grundet tekniske problemer.'

Den ærgerlige besked skrev storcentret 'Rødovre Centrum' fredag aften på Facebook, efter en stort anlagt koncert med en af tidens varmeste musiknavne løb ud i ingenting.

Den danske rap-stjerne, Gilli, skulle have gået på scenen klokken 21 som led i åbningen af storcentrets 17 nye butikker. Men de mange fremmødte måtte indse, at de havde ventet forgæves, da aflysningen var en realitet kort efter, at hitmageren, der blandt andet er kendt for 'C'est la vie' og 'Tidligt op,' skulle have rimet de første strofer til sine fængende hiphop-beats.

Det er dog ikke aflysningen af koncerten i sig selv, der efterfølgende har fået centerets publikum til at rase. Meldingen om at det var tekniske problemer har fået adskillige til tasterne.

'Tekniske problemer? Bare I selv tror på den, altså. Kunne I ikke finde på noget bedre? Giv dog folk sandheden', skriver en eksempelvis.

22-årige Patrick Nielsen var blandt de mange mennesker i 'Rødovre Centrum' fredag aften. Han giver ikke meget for, centerets udmelding.

»Det er helt hul i hovedet. Sig dog sandheden i stedet for at fortælle en åbenlys løgn,« siger han til BT.

Den unge mekaniker fortæller, at der var en trykket stemning i centeret allerede en halv time inden.

»Der var så mange mennesker, at man slet ikke kunne komme frem, og folk skubbede til hinanden.«

Den ubehagelige stemning førte ifølge øjenvidnet til slåskampe, så snart koncerten blev aflyst.

Patrick Nielsen fortæller, at han så to slåskampe tæt ved hinanden få minutter efter, at det blev annonceret, at folk skulle søge mod udgangene i stedet for at vente på Gilli.

»Umiddelbart var det frustration over, at det blev aflyst. Det skabte fuldstændig kaos, og folk skubbede til hinanden, og nogle begyndte at slås,« siger han.

Maria Mathiesen var også blandt de mange mennesker i Rødovre Centrum fredag aften. Hun fortæller til BT, at hun overhovedet ikke køber centerets forklaring om, at det var tekniske problemer, der førte til aflysningen.

»Nej, nej, nej. Det var meget tydeligt, at der overhovedet ikke var kontrol over situation. Der var så mange mennesker, at det var halvkaotisk,« siger hun og fortsætter:

»Det giver ingen mening, at det skulle være tekniske problemer, der var årsagen. Jeg tror, de har fået kolde fødder over, at de ikke har kunnet håndtere så mange mennesker,« siger hun.

Rødovre Centrums marketingsdirektør, Charlotte Andersen, holdt fredag aften fast i over for BT, at det var tekniske problemer, der var årsagen til aflysningen. BT ville dog lørdag gerne have spurgt hende, om det fortsat er forklaringen, efter at adskillige har anfægtet den oplysning.

Det har dog ikke været muligt at komme i kontakt med Charlotte Andersen.

 

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx