Af Laura Rode Nygaard - 05/01-18 12:27

Mascha Vang efter sandt rædselsår: Jeg kastede op og lå i fosterstilling og grædMascha Vang efter sandt rædselsår: Jeg kastede op og lå i fosterstilling og græd

Selvom 2017 har været særligt slemt, så er det ikke første gang, Mascha Vang oplever modgang i kraft af sit liv som offentlig person. Hør hende fortælle om hadefulde kommentarer i videoen herover.'

Mascha Vang fortæller om personlige kommentarer.

Dødstrusler, svigt, chikane og dødelig sygdom er nogle af de ting, bloggeren har haft tæt inde på livet.

2017 har været et sandt helvedsår for den populære blogger Mascha Vang, der på et tidspunkt var så knust, at hun kastede op og lå i fosterstilling og græd. Det fortalte den 38-årige forretningskvinde torsdag i TV 2-programmet 'Go' aften Danmark'.

Normalt lever hun blandt andet af at lægge smukke billeder af sin øjensynligt uproblematiske hverdag på de sociale medier. Billeder af lækker mad og spændende oplevelser flyder sammen med perfekte selfies og fotos af hendes skønne datter, 5-årige Hollie Nolia.

Men man skal ikke tage fejl. Ude i virkeligheden har de douche Instagram-filtre ikke kunnet skjule, at Mascha Vang har haft et af sit livs værste år. Dødstrusler, svigt, chikane og dødelig sygdom har givet bloggeren et 2017, som hun helst vil glemme.

»Når man som mig er blogger og deler en hel masse på de sociale medier, så ser det meget rosenrødt ud, men jeg har virkelig ligget i fosterstilling og tudet i år. Virkelig meget,« siger hun i 'Go' aften Danmark'.

»Jeg var ikke depressionsramt, men jeg var knust indeni. Jeg var så ked af det, at jeg kastede op. Virkelig ked af det.«

Modtog dødstrusler

I begyndelsen af året deltog Mascha Vang i tv-programmet 'Min fede træner', hvor kendte mennesker skal hjælpe almindelige danskere med at tabe sig. Her fik den slanke kvinde formuleret sig uheldigt, da hun ytrede, at hun ikke forstod, at nogen ville 'spilde sit liv' på overvægt, ligesom hun brugte udtrykket 'tyksak' om de overvægtige danskere.

Mascha Vang var hurtigt ude at undskylde og erkende, at hun havde formuleret sig skævt. Men skaden var sket.

I de følgende dage modtog hun dødstrusler, hvilket hun tidligere har fortalt om på sin blog, men i TV 2-programmet fortæller hun, at hun også modtog hadefulde ting i sin postkasse, uden dog at afsløre hvilke ting.

I samme periode blev hendes mor syg med kræft. Og det var her, det hele blev så voldsomt for tv-kendissen, at hun knækkede totalt sammen.

I dag er hendes elskede mor heldigvis rask. Og mareridtsåret har lært hende at passe på sig selv og værne om det, hun har kært.

»Der er jeg bare en lille champignon. Hvis jeg får lort i hovedet, så kommer jeg op igen,« siger hun.

Solgte livsværket

2017 blev nemlig også året, hvor hun erkendte, at hun måtte sælge sit livsværk, blognetværket Blogly, for at hellige sig mere tid med sin lille datter.

Beslutningen blev taget 'på grund af alt det, der skete,' forklarer bloggeren nu som en uddybning på den udmelding, hun kom med i november i forbindelse med salget af millionforretningen:

'Blogly blev 2 år d. 1. oktober og med opstart er det over halvdelen af Hollie Nolias 5 årige liv, jeg har dedikeret megen af min tid til Blogly. Det har været spændende og sjovt, men også hårdt og tidskrævende. Det sidste halve år er der sket ting, der virkelig har sat livet i perspektiv for mig. Jeg er blevet mere opmærksom på hvordan jeg prioriterer min tid og hvad der gør mig lykkelig helt inde i marven. Det gør min datter naturligvis og når alt kommer til alt, så er der ingen penge der nogensinde ville kunne betale den tid tilbage sammen med hende, og som jeg lige nu bruger på at hænge i telefonen hver eftermiddag og aften, for at drive en virksomhed ved siden af alt det andet jeg også laver. Sidekørende med madpakker, gymnastik og afhentning i børnehaven hver eftermiddag ikke at forglemme,' skrev Mascha Vang dengang.

2017 blev også året, hvor Mascha Vang og den konservative politiker Rasmus Jarlov gik fra hinanden. Foreløbig har den smukke forretningskvinde ikke præsenteret en ny mand i sit liv.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx