19/07-17 15:35

Portræt: Rasmus er YouTube-generationens store stjernePortræt: Rasmus er YouTube-generationens store stjerne

19-årige Rasmus Brohave har flere seere end de fleste film- og tv-stjerner på sin YouTube-profil, der startede som et hyggeprojekt derhjemme.

storybild

Rasmus Brohave er 19 år og youtuber. Han har lige udgivet sin første bog, selvbiografien "Sådan blev jeg Rasmus Brohave". Dagen før udgivelsen mødte han fans og signerede bøger på forlaget. (Billede: Ida Marie Odgaard)

Lejligheden i København ligner en klassisk drengebolig. Fællesstuen er spartansk indrettet med et firemandsspisebord og et sofaarrangement med fokus på en stor fladskærm, der har en Xbox koblet til. Herudover har de tre venner hvert deres værelse. Rasmus Brohave skal bo her i et par måneder endnu, før den oprindelige beboer på hans værelse kommer tilbage. Men lige nu har han altså indrettet det lille værelse, der består af en nydeligt redt seng, et tøjstativ med sirligt opstillede sko stående under og et lille skrivebord med en stor iMac på og et par lysstativer stående ved siden af.

»Jeg kan ikke koncentrere mig ordentligt, hvis der ikke er ryddet op,« siger Rasmus Brohave.

Og det er vigtigt, at den 19-årige svendborgenser kan koncentrere sig i hverdagen. Han er nemlig den formentlig mest populære YouTuber i Danmark for tiden. Han får typisk et sted mellem 70.000 og 180.000 visninger på de videoer, han lægger ud tre-fire gange om ugen. Videoerne handler om alt fra køkkeneksperimenter til dagbogsagtige indlæg, og de er alle sammen karakteriseret ved, at Rasmus Brohave med sin fynske accent sludrer konstant med seeren. Og det er netop noget af det, der har gjort YouTube-fænomenet så populært, mener han.

»Alle unge kan se sig selv i de YouTubere, de sidder og ser på. De kan se, at vi også bare bor på et værelse med krøllet sengetøj, og vi snakker om klassiske teenageproblemer, som de sikkert også har været ude for ... Og alle unge mennesker er faldet for charmen ved det i stedet for polerede tv-produktioner, som de ikke kan se sig selv i,« siger han, da han har sat sig ved spisebordet med et stort glas vand.

For Rasmus Brohave startede YouTube-karrieren i 2012, da han filmede sig selv med et kamera, han købte dagen efter sin konfirmation, fordi han havde set den dagbogsagtige videoform begynde at blive populær gennem danskere med 2.000-3.000 følgere.

»I kan faktisk se den, hvis I vil?« siger han, mens han åbner sin computer og finder klippet frem i løbet af nogle sekunder.

»Dengang var den eneste måde, man kunne kun markedsføre det på, ved at dele med det med mine få venner på Facebook. Så delte de det, og så udviklede det sig som en snebold. Jeg startede i juli, i november ramte jeg 1.000 følgere, og i januar ramte jeg 2.000 følgere,« fortæller han.

Den næste helt store bedrift i karrieren var i 2014, da han var en af de første 10 YouTubere, der blev tilknyttet YouTube-netværket Splay ved dets opstart i Danmark.

»Det var nok dér, det gik op for mig, hvor stort det var ved at blive. Der var mange andre danskere, der var begyndt at gøre det også, og vi kunne ’bytte’ følgere ved at lave videoer med hinanden og gøre vores publikum meget større på den måde,« siger han.

I dag er Splay nordens største mediehus på de sociale medier med over 300 millioner følgere og over 200.000 millioner månedlige video-visninger i netværket. I Danmark arbejder Splay med mere end 100 populære og indflydelsesrige stjerner på YouTube, Instagram, Snapchat og Facebook.

Det vil sige, at der sagtens kan være økonomi i at være YouTuber. Både gennem de reklamer, der bliver spillet, når man klikker sig ind på videoerne, men også gennem reklamesamarbejder, foredrag og forskellige brandsamarbejder.

Og for Rasmus Brohaves vedkommende er det så god en økonomi, at han efter blot lidt over en måned på gymnasiet valgte at droppe ud for at satse på karrieren.

Da vi interviewer ham, er han netop kommet hjem fra en uge i Bosnien. En tur, han havde fået for løbende at lave videoer om landets og dets attraktioner. Og selv når han ikke er ude at rejse, er YouTube-jobbet noget, der tager rigtig meget af den 19-årige fynbos tid.

»Nogle dage vælger jeg selv, hvornår jeg står op, og jeg står typisk op ved otte-ni- tiden, og så svarer jeg på nogle mails fra dagen før. Så kigger jeg rundt på YouTube og ser, hvad andre laver, og hvad der trender lige nu. Så sidder jeg og brainstormer ideer – typisk imens jeg ser andre videoer. Har jeg så en video liggende, der skal redigeres, gør jeg det, og det tager normalt nogle timer. Så kan jeg godt finde på at filme en ny video efter det,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg har altid en to do-liste for at vide, hvad jeg skal, for ellers får jeg ikke gjort tingene. Nogle gange skriver jeg: ’husk at poste to Instagramopslag i dag,’ og så skal jeg finde ud af, hvad det skalvære. For jeg skal hele tiden holde mine sociale medier ved lige.«

Den travle hverdag kan imidlertid godt være lidt svær at forstå for hans mange venner, der går i gymnasiet.

»De forstår ikke altid, at det er mit arbejde. Hvis jeg for eksempel ikke kan mødes, fordi jeg skal arbejde, og det arbejde består i at se YouTube-videoer, lyder det måske åndssvagt for dem. Forskellen er, at de går i gymnasiet, har måske fritidsjob i Føtex og laver lektier om aftenen. Jeg er min egen chef, tager til møder og er sammen med forretningsfolk hele tiden, og jeg går ikke i skole og skal ikke tænke på lektier. Til gengæld tager mit job det meste af min fritid,« fortæller han.

Under interviewet tager han kun få tænkepauser, og der sniger sig ikke mange gange ’øh’ ind i hans talestrøm, hvilket formentlig er et resultat af, at han er vant til at tale ind i et kamera uden manuskript flere gange om ugen. Og faktisk er videoerne ofte rene enkeltmandsproduktioner, hvor Rasmus Brohave både udvikler ideen, filmer og klipper det hele.

»Det er lidt vildt, for nogle gange får jeg en ide, filmer den, klipper det og lægger det op uden at have snakket med nogen om ideen. Så det er faktisk mig alene, der vurderer, om det er godt nok til at blive lagt op til 200.000 mennesker. Det sker faktisk størstedelen af gangene, men det er jo også bare mig, folk gerne vil se. De vil ikke se noget, der er blevet godkendt gennem 10 led«, fortæller han og tilføjer, at han til tider også brainstormer med andre YouTubere.

Han er meget bevidst omkring udstyr, og har både investeret i et godt kamera, en computer og lysudstyr, men han tror ikke, at det ville være et klogt træk at hyre faste hjælpere til produktionen. Det ville nemlig tage noget fra det meget umiddelbare udtryk, forklarer han.

YouTube-videoerne skal altså gerne være lette relatere sig til, og da Rasmus Brohave bliver bedt om at forklare YouTube-fænomenet i én sætning, siger han uden at tøve:

»Unge mennesker sidder og kigger på helt almindelige teenagere, som har det sjovt på kamera, og som fungerer som virtuel ven for seeren.«

Det er dog langt fra alle i de ældre generationer, der endnu har forstået, hvad populariteten kommer sig af. Til arrangementer i underholdningsbranchen, kan han nemlig godt mærke, at der er en blandet opfattelse af de unge YouTubere.

»Nogle accepterer det, andre accepterer det overhovedet ikke – det er meget splittet. Jeg kan godt mærke, når folk i mediebranchen føler, det er latterligt, for så taler de lidt ned til en. Og det synes jeg er forkert, for jeg har flere seere end mange af dem,« siger han med et skævt smil.

Og i Rasmus Brohaves verden er det netop seerne, der er afgørende. Hver dag bruger han flere timer på at læse og besvare kommentarer på sine videoer, og han forsøger at tilrettelægge sit indhold, så han ved, at det tiltaler de fleste af de 220.000 seere, der følger hans primære YouTube-kanal.

Samtidig prøver han dog også at være strategisk. For tiden arbejder han for eksempel på at lægge vægt på indhold, der er målrettet de ældre seere (for YouTube-generationen betyder ’ældre’ et segment af seere i deres sene teenageår og starten af 20’erne). Det er blandt andet rejsevideoer, der hjælper med at få ham på dette segments radar. På den måde håber han på, at han kan lægge fundamentet for den karriere, han gerne vil have, når hans primære medie ikke længere hedder YouTube, og både han selv og hans primære publikum har nået midten af tyverne:

»Jeg tror ikke, jeg sidder som 25-årig og laver YouTube-videoer. Jeg er forhåbentlig stadig i mediebranchen og foran kameraet, fordi jeg synes det er sjovt … Flow tv er helt sikkert dødt til den tid, og i stedet vil alt blive streamet. Så det er nok nærmere der jeg er, frem for en YouTube- kanal, og så er der sikkert en redaktion og et produktionshold bag mig. Det vil jeg gerne, for jeg synes sådan noget er megasjovt, men det er bare ikke det, de unge vil se.«

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Skatteministeren afslører: Så dyrt...
bt.dk
Enhåndet fighter får chancen: Nu skal...
bt.dk
Casper var afhængig af Treo: 'Jeg...
bt.dk
Ny lov i Sverige: Sex kun lovligt,...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx