Af Andreas Erboe Vestergaard - 04/09-17 08:20

Agent: Robert Hansen bliver ikke udskrevet foreløbigtAgent: Robert Hansen bliver ikke udskrevet foreløbigt

Skuespilleren Robert Hansen er fortsat indlagt efter sin hjerneblødning, fortæller hans agent.

storybild

Skuespiller Robert Hansen vil formentlig være indlagt et stykke tid endnu efter sin hjerneblødning. (Billede: Claus Bech)

Robert Hansen er i bedring og ved godt mod, men den 37-årige skuespiller vil formentlig være indlagt et stykke tid endnu efter sin hjerneblødning.

Det fortæller hans agent, Sten Hassing Møller.

»Han er stadig indlagt, men har det fint og er i bedring,« siger Sten Hassing Møller og fortæller, at Robert Hansen er i gang med genoptræningen på Rigshospitalet, hvor han har været indlagt, siden han for to uger siden blev ramt af en hjerneblødning.

Det vides endnu ikke, hvornår den populære 'Kærlighed ved første hik'-skuespiller kan blive udskrevet, men ifølge Sten Hassing Møller er der tale om uger og ikke dage, før Robert Hansen kan forlade hospitalet.

»Det drejer sig om uger, tror jeg. Det er, hvad han selv siger,« lyder det fra agenten.

Det var for knap to uger siden, at Robert Hansen blev ramt af en hjerneblødning i sin lejlighed på Frederiksberg. Han havde et stykke tid været plaget af smerter i arm og skulder og troede selv, at der var tale om en såkaldt 'frossen skulder'.

På grund af smerterne havde 37-årige Robert Hansen aflyst sin medvirken i Pejsegårdens show 'Pejsen går i luften' mandag den 21. august. Samme dag, mens han opholdt sig i sin lejlighed med sin nye kæreste, blev han dårligere, og kæresten ringede straks efter en ambulance, der kørte Robert Hansen til Rigshospitalet.

Her konstaterede lægerne, at der var tale om en hjerneblødning, hvorefter han straks blev opereret.

Sten Hassing Møller fortæller, at han senest så sin klient for et par dage siden - fredag den 1. september. Og her var der smil på læberne i sygesengen.

»Der var han i godt humør, ligesom han plejer,« siger Sten Hassing Møller, der også oplyser, at Robert Hansen forventes at slippe uden mén.

Derfor er forventningen også, at skuespilleren vil vende tilbage til sin karriere, hvor der ifølge agenten ligger to store 'kontrakter' de kommende år.

I april 2015 blev Robert Hansen opereret for en blodprop i hjertet, og derfor er lægerne også ekstra opmærksomme på situationen, fortalte Sten Hassing Møller til BT tidligere på ugen.

»Lægerne siger, at han er i bedring. Han kan bevæge sig, og han kan snakke. Men det er klart, at de (lægerne, red.) er ekstra opmærksomme i denne her situation på grund af det, han har haft med hjertet,« sagde agenten med henvisning til den otte timer lange hjerteoperation, som skuespilleren for et par år siden gennemgik, efter lægerne havde konstateret, at han havde en livstruende rift i hjertets kranspulsåre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx