30/03-18 21:50

Renée Toft Simonsen: Derfor gik vi fra hinandenRenée Toft Simonsen: Derfor gik vi fra hinanden

I en ny bog fortæller den danske forfatter, psykolog og tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen om overgangsalderens udfordringer og om bruddet med Thomas Helmig.

storybild

(Billede: Bo Amstrup)

De søvnløse nætter var ren tortur, men også følelsesmæssigt udfordrede overgangen Renée Toft Simonsen. Hun og Thomas Helmig gik fra hinanden i den periode, hvor hun vaklede mest i troen på sit eget værd. For når man ikke længere kan få børn og ikke længere er mænds 'object of desire' – hvem er man så?

Det er et år siden, at Renée Toft Simonsen sidst havde menstruation. Dermed har hun passeret en milepæl i kvindelivet. Overgangsalderen.

  • Født i 1965.
  • Vandt i 1982 titlen Supermodel of the World og arbejdede i mange år som fotomodel fra New York.
  • Uddannet psykolog i 2002 og senere manuskriptforfatter.
  • Bor i Aarhus.
  • Gift med Thomas Helmig, som hun mødte i 1997.
  • Mor til børnene Ulrikke, Jens Kristian, Hugo og Ida-Marie.
  • Aktuel med bogen Jeg er f*cking hot.
  • Forfatter til en stribe børnebøger om figurerne Karla, Tiberius Tudefjæs m.fl.
  • Har skrevet romanerne Tirsdag formiddag (2007), Dømt til frihed (2010) og har bidraget til flere antologier.
  • Bestyrer en brevkasse i Femina.
  • Har skrevet flere filmmanuskripter, bl.a. Iqbal & den hemmelige opskrift og Iqbal & superchippen.
  • I 2014 udkom hendes selv- biografi Renée At finde hjem.
Det var en svær erkendelse, faktisk har de seneste år – siden de første tegn viste sig – været en strabadserende rejse ind i et fuldstændig ukendt landskab. Det har taget tid og været forbundet med stor smerte at favne den nye fase i hendes liv.

Hun var 47 år, da hun begyndte at få det varmt om natten. På det tidspunkt var overgangsalderen ikke noget, hun havde skænket mange tanker. Den lå og ventede som noget diffust langt ude i horisonten. Sandheden var, at hun var fuldstændig uforberedt, da den invaderede hendes krop – i første omgang med en voldsom varme, der gjorde hendes nætter til et søvnløst helvede.

»Det var som om, varmen strålede ud fra mig, sådan helt lava-agtigt. Jeg, der elsker at ligge i ske, kunne overhovedet ikke holde ud at ligge tæt.«

Renée Toft Simonsen kunne i begyndelsen klare hedeturene ved at tage dynen af og lægge sig til at sove videre, når varmen fortog sig. Men snart var der ikke længere tale om 'let sved' men derimod 'mareridtsagtige tropenætter', som tvang hende ud af sengen, mens resten af familien og hunden sov trygt omkring hende. Hun er aktuel med bogen 'Jeg er f*cking hot', hvor hun beskriver de følelsesmæssige rutsjeture, hun har været på i de år, hvor hormonproduktionen falder og nætterne blev varme og urolige og oplevedes lige så intense og følelsesmæssigt overvældende, som dengang hun blev teenager.

Hun følte, at noget aldeles ukendt havde invaderet hendes krop og liv.

»Forestil dig at ligge uden en trevl på kroppen, mens sveden bare pibler af dig.«

Hun, der var vant til at have styr på det meste, stod pludselig i en situation, hun ikke anede, hvordan hun skulle håndtere – og hun følte sig fuldstændig 'overtaget'.

I 1982 blev hun verdenskendt, da hun havde vundet 'Supermodel of the World'. I de efterfølgende år satte Renée Toft Simonsen nye standarder for, hvad en dansk pige kan drive det til i modelverdenen – bl.a. som 'covergirl' på et hav af de mest prestigefyldte internationale magasiner. Som fotomodel er hun blevet feteret for sit blændende ydre, men der er ingen nykker eller forstillelse at spore – heller ikke denne fredag formiddag, hvor hun fortæller om livet i overgangsalderen iført hættetrøje og minimal makeup.

Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig den hormonelle og følelsesmæssige 'tsunami', som overgangsalderen satte i gang. Generne kom som et chok, og pludselig skulle der ingenting til, før hun følte sig såret og svigtet.

I august 2000 blev Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen gift på Kokkedal Slot. Her er de med børnene Jens Kristian, Ulrikke, Niclas (Renées gudsøn), Ida Marie og på armen det fælles barn Hugo. Foto Henning Bagger

Krisen med Thomas

Indtil flere gange har veninderne set overbærende på hende, når hun efter 21 år med Thomas Helmig, med ét flippede ud og syntes, at han var 'den værste ægtemand i verden'.

Men hun følte, at han havde glemt hende.

Én episode husker hun særlig tydeligt. En dag, hvor hun rev en iPad ud af hånden på ham, fordi han 'aldeles ikke skulle give den opmærksomhed', når han ikke var nærværende over for hende.

At de to i 2014 flyttede fra hinanden, er hun i dag ret sikker på, var en naturlig reaktion på at være midt i livet – og at hun så småt var på vej i overgangsalderen.

»Når jeg tænker tilbage, gjorde jeg dengang status over mange ting, også mit parforhold, og på det tidspunkt var vores forhold ikke særlig fedt. Vi glemte simpelthen at se hinanden i øjnene og være kærester. Det var blevet ren rutine, og vi opførte os ikke respektfuldt over for hinanden. Er der noget, jeg ikke kan tolerere, er det mangel på respekt.«

Renée Toft Simonsen føler til tider, at hun behandlede sin mand med mindre respekt, end hun behandlede sine veninder. Som bekendt fandt de to sammen igen, og Renée Toft Simonsen er i dag langt mere bevidst om, hvordan hendes reaktionsmønstre påvirker deres relation. Det var en banal, men ikke desto mindre ekstremt vigtig opdagelse, da hun på et kursus i personlig udvikling blev klogere på sine mønstre.

På kurset skulle hun forestille sig, hvordan hun bedst ville få en plante til at blomstre. Med ét stod det lysende klart for hende, at kærligheden ikke blomstrer, hvis hendes udkårne bliver skældt ud og overhældt med brok. Derimod blomstrer den smukkest, når hun nurser og vander den.

Siden adskillelsen er parret blevet bedre til at finde kontakten igen, når de f.eks. har skændtes over en eller anden banalitet. Det kan være et kærligt blik, der vender stemningen. Men især den gode vilje – sammen med evnen til at kigge indad – har gjort en forskel.

Hun er taknemmelig over, at hendes og Thomas Helmigs kærlighed har fået ny næring. For det har været godt at have noget solidt at læne sig op ad i takt med, at overgangsalderens rasen tog til.

I 1982 vandt Renée Toft Simonsen titlen Supermodel of the World. I mange år arbejdede hun som fotomodel med base i New York. Foto Ritzau Scanpix

Vågne nætter

Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun som en zombie har stået og hældt mælk i kaffen efter endnu en nat på et drivvådt lagen. Hun indså hurtigt, at det var formålsløst at blive liggende og vende og dreje sig, når sveden igen truede med at oversvømme sengen.

I stedet begyndte hun at stå op – uanset om klokken var 3.49 eller 5.02 – og prøvede at koncentrere sig om en bog eller film. Adskillige nætter har hun siddet i sin vindueskarm med en kop te og betragtet bilernes lyskegler og træernes natsorte grene, der føjede krogede silhuetter til mørkets maleri. Renée Toft Simonsen kiggede ud i natten, men hun begyndte også at se indad – og prøvede at forstå de mange følelser, der havde det med at overmande hende. For hedeturene og temperamentet var langtfra den eneste udfordring, overgangsalderen førte med sig.

»Det føltes som om, overgangsalderen var kørt frontalt ind i mig, og de negative tanker ramte mig, så snart jeg slog øjnene op. ALT var galt. Det kunne være tanker om at Thomas ikke elskede mig, at en veninde ikke forstod mig, men det kunne også blot være negative tanker om den kommende dag, som jeg ikke kunne overskue, hvis jeg følte, jeg havde fået sagt ja til for meget. Der skulle ingenting til, før jeg var helt oppe at køre og følte mig stresset.«

Hun følte, hvordan hendes normalt positive livssyn og optimistiske tilgang til livet forsvandt, og sortsynet lagde sig som en dyne over hende.

»Jeg var simpelthen ikke i stand til at stoppe den negative tankestrøm,« konstaterer hun, der tidligere med succes benyttede en metode, hun kalder 'act as if', når hun havde en dårlig dag. Metoden går ud på bevidst at beslutte, hvilken slags dag, man bedst kan tænke sig – og så lade som om, det er præcis sådan en dag, man går i møde. Kort sagt at beslutte, at dagen bliver god. Det har virket før, men da hun kom i overgangsalderen, havde metoden ikke længere effekt.

Model, psykolog og børnebogsforfatter Renée Toft Simonsen har mange talenter. Foto Ernst van Norde

De sorte tanker

»Jeg begyndte seriøst at overveje, om jeg led af en depression.«

Den tanke affærdigede hun dog igen efter at have læst litteratur om både overgangsalder og depression. Hun kunne spejle sig i de mange andre kvinder, der også oplever humørsvingninger i overgangsalderen.

Hun slog sig til tåls med, at det dalende østrogental i hendes tilfælde nogle dage rimede på mismod og melankoli – og blot var endnu et element af at være i sine hormoners vold. Apropos hormoner overvejede hun at tage den kunstige slags, da hedeturene ikke længere kun var et natligt fænomen. Da det var værst, afløste den ene hedetur den anden – uanset om hun var til møde eller stod i Magasin – kun iført undertrøje, fordi hun havde smidt jakken, trøjen og tasken i forsøget på at køle sig lidt ned. Hun følte sig som en radiator på fuldt blus.

Kombinationen af varme, indre uro og tankemylder blev på et tidspunkt for svær at håndtere, hvis hun skulle have et liv med arbejde, deadlines og møder til at fungere, og hun konsulterede sin læge.

»Da jeg sad dér, var jeg ikke i tvivl om, jeg skulle have hjælp, og at det skulle være nu. 'Hit med hormonerne' var min eneste tanke, men da jeg efterfølgende stod med indlægssedlen i hånden og læste om alle de mulige bivirkninger, blev jeg skræmt fra vid og sans og kunne bare mærke, at det føltes helt forkert. På en eller anden måde blev det nemmere at acceptere, at det var sådan, det var, når jeg vidste, at det, jeg gennemgik, skyldtes forandringer i min krop og ikke, at jeg var særligt nærtagende eller urimelig,« konstaterer Renée Toft Simonsen på ærke aarhusiansk. Den velkendte og let drævende dialekt hænger ved – selvom hun i en årrække havde hele verden som sin arbejdsplads.

Falmende styrke

Udadtil fremstår hun stærk. 16 år gammel rejste hun alene ud i verden for at forfølge sine drømme om en modelkarriere. I slutningen af 1995 pakkede hun – efter bruddet med sin første mand – sit liv med to små børn i København sammen og vendte alene hjem til Aarhus, hvor hun bosatte sig i en villa i den mondæne forstad Risskov og siden mødte Thomas Helmig i 1997.

Hun har før kredset om tilværelsens udfordringer i sine bøger og skrevet om pigen Karla, der knokler med livet som skilsmissebarn på en så realistisk måde, at det er oplagt, at Renée Toft Simonsen trak på egne erfaringer. Selvom hun aldrig har lagt skjul på, at heller ikke hun er gået gennem livet uden knubs, er det ikke adjektiver som 'sårbar' og 'tyndhudet', der normalt indgår i beskrivelsen af den tidligere topmodel. Ikke desto mindre er det netop de ord, hun bruger, når hun skal forklare, hvilke følelser de seneste års udfordringer har vakt i hende.

»Jeg har oplevet en helt ny sårbarhed og følt mig skrøbelig som aldrig før.«

Tidligere har hun aldrig taget det nær, hvis nogen lavede fis med hende. Tværtimod har hun bare bedt dem om at holde kæft, eller grinede med. Men pludselig skulle der ingenting til, før hun følte sig skrøbelig og grådlabil – og pludselig kunne hun blive rørt over små ting som at se en lille pige i strutskørt på torvet i Malaga.

Rød løber til Robert Prisen 2016 i Tivoli 's Kongrescenter søndag den 7. februar 2016. Thomas Helmig og Renee Toft Simonsen

De store spørgsmål

Det udvidede følelsesregister forklarer hun med de store spørgsmål, der uvægerligt dukkede op, da hun stod midt i livet, de grå hår tittede frem, knæene værkede – og det ikke længere var muligt at holde vægten med en uges kålkur i ny og næ.

Hun har bokset med eksistentielle spørgsmål som 'hvem er jeg' og 'hvad er min rolle'.

»Hele vores eksistensberettigelse er at føre slægten videre. Det kan godt være, at vi akkumulerer en formue, eller får opkaldt en vej efter os, men reproduktionen er alt andet lige dét, der er meningen med livet. Det er ikke fordi, jeg kunne tænke mig flere børn, men der er noget uendelig sorgfuldt over ikke at kunne. Det er en særlig tid, der er forbi, og jeg har følt det lidt som at blive slået hjem, at jeg ikke længere har den der helt basale eksistentielle værdi.«

På sine natlige vandringer i lejligheden har hun dvælet ved de sovende børn, der for længst er vokset ud af juniorsengen og ét efter ét er fløjet fra reden. Den yngste, Hugo, på 19 år har netop proklameret, at han – som den sidste – flytter hjemmefra til sommer.

Selv om både Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig i perioder har travlt med koncertturneer og bøger, der skal skrives, har familien altid været der og været dét, der har bundet det hele sammen med masser af leben, diskussioner henover spisebordet og børn, der har rendt ind og ud.

Det var dér, familien mødtes og tankede op – hvad enten spisebordet stod på terrassen i familiens lejlighed i Spanien, på en ø i Thailand eller hjemme i Aarhus. Renée Toft Simonsen lægger ikke skjul på, at det for hende har været uendelig smertefuldt, hver gang endnu et barn har pakket kufferten, og den helt tætte mor-barn relation er blevet brudt.

»I mange år var vi en flok, og det efterlader et kæmpe tomrum, når der er én, der ikke er med mere. Som en kage, der er taget en kæmpe bid af.«

Tomrummet som mor

Hun har 'levet og åndet for de unge. Hun har holdt styr på dem alle sammen og vidst, hvem der gik til hvad og kom hjem hvornår.

»Jeg var som en ulv, der henter sine unger ind. Det har jeg brugt oceaner af tid på. Trøstet og talt om skoleopgaver og konflikter med veninderne.«

Selvom det er det mest naturlige i verden, at børnene selvfølgelig skal i gang med deres egne liv, gør det nas.

»Hold nu kæft, hvor er det hårdt, når du ikke længere er med i regnestykket. I deres optik er du fortid, og det har til tider skabt lidt kaos indeni, hvor jeg har haft mest lyst til at lægge mig ned og vræle.«

Der er de seneste år blevet rokket ved hendes fundament på indtil flere måder. Men først da hun accepterede sine nye livsomstændigheder, gav det hende den nødvendige ro til at se fremad og glæde sig over alt det gode, der trods alt fortsat er masser af i hendes liv.

Hun lægger ikke skjul på, at vejen har været både sorgfuld og knudret, og at det langtfra er nemt at stå på tærsklen til 'midaldrende'. Men faktisk har bevidstheden om, at døden rykker nærmere, gjort det endnu vigtigere at leve her og nu.

Hun og Thomas Helmig har aldrig prøvet at leve sammen uden børn, for de havde allerede tre, da de mødte hinanden. Det har aldrig været 'kun de to'. Dét glæder de sig til at prøve. Og de glæder sig til at tage hul på en ny æra med friheden til at booke to flybilletter og stikke af, som det passer dem.

Renée Toft Simonsen er efterhånden blevet god til at integrere den nye sårbarhed i sit liv – og tager en 'morfar' hvis det er dét, hun har brug for. Hun har lagt perfektionismen på hylden og står ved sine 'soverynker' og gigtplagede hænder. Hun har stadig svære dage, for 'gu fanden' er det da underligt ikke længere at være mænds 'object of desire', men faktisk oplevede hun pludselig en modstand mod at få den nye skrøbelighed til at gå væk.

»Overgangsalderen er en plage, men bringer også visdom. Jeg kunne mærke, at jeg ville have lov til at være en 50-årig kvinde, der svedte. Noget sagde mig, at det måtte der også kunne komme noget godt ud af, hvis jeg turde være i det. Det er det, min nye bog handler om at vi skal give os selv lov til at have det, som vi har det – at være dem, vi er.«

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Ups! Chelsea-træners telefon ringer...
bt.dk
Dansk dagligvarekæde sælger nu...
bt.dk
Få måneder efter sit store tab:...
bt.dk
Kendt TV-vært: Ulven er ikke farlig!
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx