Af Lotte Scharff - 25/10-17 22:02

Royal charmetrold: Prins Harry indtager Danmark med stormRoyal charmetrold: Prins Harry indtager Danmark med storm

Danmark har i disse dage fint besøg fra Storbritannien.

storybild

Prins Harrys første besøg var selvfølgelig hos dronning Margrethe på Amalienborg. Heller ikke majestæten kunne stå for den rødtoppede charmetrold. (Billede: Bax Lindhardt)

Onsdag tog den 33-årige britiske charmeprins Harry hul på to hæsblæsende dages besøg i Danmark. Første stop gjaldt selvfølgelig dronning Margrethe, der slet ikke kunne stå for den rødhårede prins. Det kunne de danskere, der mødte prinsen heller ikke.

Først på eftermiddagen ankom den mørke bil fra den britiske ambassade til Christian 9. palæ på Amalienborg. I et af gemakkerne ovenpå stod Dronningen klar til at tage imod sin slægtning. Prins Harry og dronning Margrethe er nemlig i familie via prins Harrys bedstefar, prins Phillip. Og da de to stillede op til de normalt lidt stive officielle billeder, flækkede Dronningens ansigt i et stort smil over en bemærkning fra den rødtoppede charmør.

For selv om den danske og den britiske kongelige familie er beslægtede, er det sjældent at se briterne på dansk jord. Sidste gang var i 2011, hvor prins William og hertuginde Kate besøgte Danmark og UNICEF.

Men Harry var på egen hånd i København.

Efter visitten hos Dronningen kørte han til KPH Innovation House på Enghavevej i København. Det er et fællesskab for virksomheder, der arbejder med sociale, kulturelle og miljømæssige initiativer. Efter besøget, der varede omkring en time, gik Harry tværs over gården til Game Denmark, der arrangerer gadeidræt som streetbasket, hiphop dans, breakdance, futsal og parkour for børn og unge og frivillige fra kampagnen 'en-af-os', som arbejder mod stigmatisering af psykiske lidelser.

Onsdag aften står den på en tur i Tivoli med en tilhørende reception på restaurant Nimb.

Det er første gang, prins Harry er på officielt besøg i Danmark.

Officielt er han her især for at besøge danske krigsskadede veteraner torsdag. Men ifølge Ritzau er Harrys besøg en del af en større britisk, royal charmeoffensiv. På foranledning af det britiske udenrigsministerium besøger de kongelige medlemmer flere forskellige europæiske lande for at få genetableret de usikre bånd mellem Storbritiannien og Europa efter den britiske beslutning om at træde ud af EU.

Men hvor de officielle bånd forsøges knyttet på højere og mere usete plan, går Harry den stik modsatte vej.

Onsdag stillede han, højst usædvanligt for de britiske kongelige, storsmilende op til selfies, han delte gavmildt krammere ud, og torsdag, hvor han skal på besøg på Svanemøllevejens Kasserne, bliver de skadede krigsveteraner helt sikkert mødt med de samme udbredte arme.

For på mange måder har prins Harry arvet sin mors store hjerte for at hjælpe samfundets svageste.

»Prins Harry er nok den af de to brødre, som ligner sin mor mest i sind. Han er lige så umiddelbar og uhøjtidelig, som prinsesse Diana blev kendt og elsket for at være. Så på mange måder er han gået i hendes fodspor«, beskriver historiker og kongehusekspert Jon Bloch Skipper den engelske prins.

Prins Harry er den yngste af afdøde prinsesse Diana og prins Charles to sønner.

Han har fra barnsben været kendt som den 'frække' prins, der lod hånt om sin kongelige opvækst og gladeligt rakte tunge af pressefotograferne, da han var lille. Men efter han gik ind i militæret og to gange har gjort tjeneste i Afghanistan, første gang var i Helmand i 2007-2008, blev han voksen. Og i de senere år er hans popularitet vokset enormt, så han i dag er det mest populære medlem af det engelske kongehus.

Nu har han også taget Danmark med storm.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx