Af Sebastian Kirk - 09/01-18 10:24

Kvindekampen i Hollywood er kommet for at bliveKvindekampen i Hollywood er kommet for at blive

Det massive fokus på kvinder ved søndagens Golden Globe-show kan fylde endnu mere ved årets Oscar-uddeling.

storybild

Laura Dern, Nicole Kidman, Zoe Kravitz, Reese Witherspoon og Shailene Woodley fra tv-serien 'Big Little Lies', der vandt prisen for bedste tv-serie i år. (Billede: MIKE NELSON)

Mændene gik på listefødder, og kvinderne var i førersædet, da 75. udgave af Golden Globe-awardshowet løb af stablen i Hollywood natten til i går dansk tid.

Næsten alle kvinder mødte op i sorte kjoler, Oprah Windfrey fik en hæderspris og holdt en stærk takketale - og, nå ja, så var der Natalie Portmans lille kække stikpille til det faktum, at alle de nominerede til prisen som bedste instruktør var mænd.

»Det fyldte jo stort set alt. Det overskyggede alt andet og var helt klart aftenens store tema,« siger filmanmelder Ann Lind Andersen, der følger med i og kommenterer på de forskellige awardshows med stor entusiasme hvert år.

#MeToo-bølgen og Harvey Weinstein-skandalen har i den grad præget Hollywood i 2017, og søndagens show kan meget vel have vist sig som en forsmag på, at kvindekampen også kommer til at dominere ved årets Oscar-uddeling den 4. marts.

»Nogle vil måske synes, det var for meget. Men det gav jo meget god mening, fordi der er et momentum i hele #MeToo-bølgen lige nu. Og det, vi så til Golden Globes, giver måske et fingerpeg om, hvordan det bliver til Oscar-uddelingen,« spår Ann Lind Andersen.

Hun ser ikke den igangværende kvindekamp som en slags 'årets trend'. De sandheder og de indrømmelser, der er kommet frem i den seneste tid, har sat et varigt præg.

»Det her kommer ikke til at gå væk til Oscars. Tværtimod. Jeg ved ikke, om det kommer til at fylde mere, men det vil i hvert fald være lige så meget til stede. Det er ikke noget, man bare kan ignorere eller håbe på lige så stille forsvinder af sig selv,« mener Ann Lind Andersen.

Filmanmelder Ann Lind Andersen ankommer til uddeling af Bodilprisen 2012 i teateret Bremen i København lørdag aften d. 3. marts 2012. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2012) (Billede: keld Navntoft)

#MeToo påvirker også vinderne

Kampen for ligestilling i Hollywood kan meget vel have stor betydning for, hvordan Oscar-statuetterne bliver fordelt i år, mener filmanmelder Ann Lind Andersen.

»Hele nomineringsprocessen til Oscars er jo stadig i gang, og det, der skete til Golden Globes, kan komme til at have en stor virkning på, hvad der bliver nomineret,« siger hun.

Hun fremhæver den helt store vinder ved Golden Globes, 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri', der løb med fire priser - herunder for bedste dramafilm.

»Det var faktisk lidt overraskende, fordi film som 'Call me by your Name' og 'Shape of Water' egentlig har været favoritter,« siger Ann Lind Andersen og fortsætter:

»Men man kunne mærke på stemningen i salen, at det var et populært valg. Det synes jeg giver nogle indikationer på, at den faktisk har en meget bedre chance til Oscars, end jeg egentlig umiddelbart havde tænkt.«

En anden af forhåndsfavoritterne er Christopher Nolans 'Dunkirk'. Den har stort set ingen kvinder på rollelisten - og det kan godt forringe dens chancer, mener Ann Lind Andersen:

»Det er lige præcis der, hvor jeg tror, det godt kan komme til at spille ind - at man måske favoriserer en film med en bad-ass, feisty kvinde i hovedrollen som 'Three Billboards'.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx