Af Sebastian Kirk - 22/11-17 21:55

Et år efter 'Moppers' død: 'Vigtigt at huske på de gode ting'Et år efter 'Moppers' død: 'Vigtigt at huske på de gode ting'

storybild

Ann Patricia 'Mopper' Christiansen døde den 21. november 2016. Hun blev 78 år gammel. (Billede: Camilla Rønde)

Mens tirsdag var en mærkedag for hele Danmark i kraft af kommunal- og regionrådsvalget, var dagen i går ekstra særlig for Islands Brygges velsagtens mest populære familie.

Den 21. november 2016 mistede Linse og Mikkel Kessler nemlig deres elskede mor, Ann Patricia 'Mopper' Christiansen, og årsdagen markerede de begge ved at mindes hende på sociale medier.

'Det er præcis et år siden, at vi mistede vores elskede mor-Ann,' lyder det på Mikkel Kesslers Facebook-side.

'Men det er vigtigt at huske på alle de gode og sjove ting, vi lavede sammen,' fortsætter bokseren, der har delt et sjovt videoklip med ham og moren fra 2013.

Historien om 'Moppers' død var en af de mest læste historier på BT.dk i 2016, og mange fans af 'Familien fra Bryggen' tog Kessler-matriarkens død næsten lige så hårdt som familien selv. Mikkel Kessler sender da også en hilsen ud til de mange fans.

'Tak til alle hendes gode venner, og ikke mindst hendes fans, som har sendt en masse varme tanker,' skriver han.

Storesøster Linse Kessler var tirsdag aften i Værløse med sit live-show, 'Linses Talkshow - uden filter'. Forinden hyldede hun dog også sin afdøde mor på Facebook, hvor hun delte en sjov historie fra 'Moppers' tid på Hvidovre Hospital.

På det tilhørende billede ser man 'Mopper' sidde i en P-kælder på sin rollator iført tyk vinterjakke, og Linse fortæller den søde historie bag:

'Vi har været ude og gå lidt og holder lige en lille pause her ved P-kælderen. Min telefon ringer, og det er et vigtigt opkald,' skriver Linse og forklarer, at hun måtte gå ind på hospitalet på grund af dårlig forbindelse.

Da hun efterfølgende skulle finde sin mor på hendes hospitalsstue, kunne hun ikke forstå, hvor hun var henne - indtil det gik op for hende, at hun havde glemt hende i P-kælderen.

'Så jeg spurtede ned til hende, og hun var ikke helt tilfreds,' fortæller Linse og supplerer, at 'Mopper' dog godt kunne grine af det, da hun havde fået varmen.

'I aften skal vi gi' den gas til Talkshowet, og jo - selvfølgelig er Mopper da med os,' slutter den populære tv-darling.

'Mopper' mistede livet efter længere tids sygdom. Hun blev 78 år gammel. Hendes sidste stunder blev tilbragt med hele den nærmeste familie.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx