Af Maria Christine Madsen - 23/09-17 10:53

Gulddreng er død: Det går Maltes Ebers nye projekt ud påGulddreng er død: Det går Maltes Ebers nye projekt ud på

I en ny dokumentar ser man Gulddreng underskrive en ny kontrakt. Nu forklarer hans manager, hvad den går ud på.

storybild

Gulddreng AKA Malte Ebert. (Billede: Ida Guldbæk Arentsen)

I slutningen af DR3's nye dokumentarserie 'Gulddreng vs. Malte' kommer det frem, at sangeren Malte Ebert - der står bag Gulddreng-karakteren - for nylig har skrevet under på en kontrakt med Sony om et nyt, engelsksproget projekt.

Nu fortæller Gulddrengs manager, Christian Skjølstrup, hvad det projekt helt konkret går ud på.

»Den kontrakt, Gulddreng skriver under på i slutningen af dokumentaren, er en publishing-kontrakt og ikke en pladekontrakt. Sony/ATV (ikke Sony Music, red.) skal hjælpe Malte med at komme til at producere og skrive med nogle af verdens største producere og sangskrivere,« forklarer han og fortsætter:

»Som pladekontrakt er Gulddreng signet på Universal Music, og vi har hverken intentioner eller planer om at ændre på det.«

24-årige Malte Ebert kommer dermed i hus hos et af verdens største publishing-firmaer, der ejer eller administrerer rettigheder til flere end tre millioner sange. Modsat en pladekontrakt forvalter en publishing-kontrakt rettighederne til selve sangskrivningen.

I den nye dokumentarserie 'Gulddreng vs. Malte', der har premiere fredag, kommer det frem, at den 24-årige sangers 'Gulddreng'-projekt er slut.

Efter et år, hvor figuren gemt bag solbriller, en falsk indvandreraccent og guldkæder ud af det blå blev Danmarks største popstjerne, har manden bag valgt at trække stikket. Indtil videre har han en afslutningskoncert i Royal Arena til februar.

Derefter er fremtiden mere usikker - udover den nye kontakt med Sony.

»Malte har skrevet musik både før og under Gulddreng-projektet. Malte er først og fremmest sangskriver og musiker - det vil han altid være. Vi kan endnu ikke løfte sløret for, hvad der kommer til at ske, men vi har som altid høje ambitioner,« fortæller Christian Skjølstrup.

Gulddreng er især kendt for sangene 'Model', 'Se Mig Nu' og 'Hva' Så'.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx