Af Jeppe Elkjær Andersen - 09/09-17 09:31

Melodi Grand Prix-vinder alvorligt syg: Må indstille karrierenMelodi Grand Prix-vinder alvorligt syg: Må indstille karrieren

Vinderen af årets 'Melodi Grand Prix' trækker sig tilbage grundet sygdom.

storybild

Salvador Vilar Braamcamp Sobral under årets Eurovision. (Billede: SERGEI SUPINSKY)

Det er ikke mange måneder siden, portugisiske Salvador Sobral sang sig ind i europæernes hjem og vandt det internationale Melodi Grand Prix, Eurovision. Men nu må den 27-årige sanger indstille karrieren på ubestemt tid, da han skal i behandling for en hjertesygdom.

Det fortæller Salvador Sobral i en Youtube-video ifølge den svenske avis Expressen.

Videoen blev lagt op på Youtube onsdag. Her fortæller han sine mange fans, at han bliver nødt til at prioritere sit helbred.

»Det er ingen hemmelighed, at mit helbred er skrøbeligt. Jeg synes, det er på tide at overlade min krop til videnskaben og tage en pause fra musikkarrieren,« siger Salvador Sobral.

Salvador Sobral, der vandt Eurovision Song Contest i den ukrainske hovedstad Kiev i maj i år med sangen 'Amar pelos dois', lider af en alvorlig hjertefejl. Og det er den, han skal i behandling for.

Allerede i maj, da han vandt sangkonkurrencen foran millioner af seere i de europæiske stuer, kæmpede Sobral med helbredet. Under flere af prøverne inden liveprogrammerne ved Eurovision, måtte Salvador Sobral lade søsteren Luisa Sobral træde til, da han ikke kunne holde til at gennemføre.

Efter sejren var i hus, og vindersagen skulle synges en ekstra gang, var søster Luisa da også med på scenen for at synge med.

I videoen på Youtube kan man se en meget tynd Salvador Sobral fortælle på portugisisk. Han ser også ud til at have et patientarmbånd på den højre arm.

Selvom han må indstille karrieren på ubestemt tid kun få måneder efter den toppede, så er det en optimistisk Salvador Sobral, der fortæller, at han ser lyst på fremtiden, og han ikke regner med at være væk alt for længe.

Da Sobral og Portugal vandt Eurovision, var det kun en mindre overraskelse, da flere eksperter dengang faktisk havde spået ham en placering blandt de bedste.

Dengang gav BTs grand prix-ekspert Steffen Dam følgende vurdering:

'En af de sikre Eurovision-holdepunkter er en bundplacering til Portugal, når de ellers deltager. Det kommer ikke til at ske i år. Salvador Sobral skiller sig i den grad ud med en stille og smuk sang på portugisisk, som helt sikkert kommer til at dele vandene. Specielt blandt det ældre Eurovision-publikum og hos juryerne bør der dog være masser af stemmer at hente, og det er et nummer, der vinder mere og mere, for hver gang man hører det, men næppe fænger dem, der gerne vil have fest og farver. Stensikker finaledeltager og mulig vinder.'

Steffen Dam spåede dengang 'Amar pelos dois' til at ende helt i toppen.

Hvis du skal mindes om, hvordan Salvador Sobrals vindersang lyder, så kan du høre den herunder.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx