Af Tinie Maibøll - 12/08-17 18:35

Av av av! Her piner ti deltagere sig selv i Chili Klaus' konkurrenceAv av av! Her piner ti deltagere sig selv i Chili Klaus' konkurrence

Lørdag var der sved, tårer, snot og hikke, da deltagerne til dette års Smukfest dystede i at spise chilier.

storybild

Chili Klaus udfordrer ti frivillige i chilispisning, på Udsigten, lørdag den 12. august, 2017 på Skanderborg Festival. Her ses Lasse, som uheldigvis har gnedet sig i øjnene med sine chilifingre. (Billede: Sarah Christine Nørgaard)

»Den her hedder 'Infinity'. Det siger måske lidt om, hvor længe den hænger fast,« lød det ud gennem højtaleren på den lille scene Udsigten til dette års Smukfest.

Danmarks ukronede chilikonge Claus Pilgaard, også kendt som Chili Klaus eller Klaus Wunderhits, holdt en lille, buttet og forholdsvis harmløst udseende frugt frem for sig og ud mod det fremmødte publikum.

De første svedperler piblede ned ad næseryggene på deltagerne ved stolerækken på scenen. Deres før så rolige fremtoning var forsvundet og erstattet af vippende fødder og klaprende tænder.

Optrinnet var en del af den såkaldte 'Last man standing'-konkurrence med Chili Klaus og komiker Brian Lykke som værter.

Reglerne var simple. Ti deltagere skulle hver især spise chilier med en Scoville-skala (styrkeskala for chili, red.), der kan tvinge kæmper i knæ, indtil kun en person sad tilbage på scenen. Præmien var to partoutbilletter til næste års Smukfest.

Eneste lindring undervejs for de ti modige festivalgængere var den ene liter sødmælk, de hver især havde fået stillet til rådighed. Men den slog ikke helt til, da styrken på de små grønne, røde og brune frugter nærmede sig kategorien 'verdens stærkeste'.

En af deltagerne, 19-årige Lasse, havde kort inden konkurrencens begyndelse røbet, at han faktisk slet ikke brød sig om chili. Alligevel kastede han sig ind i kampen om de to billetter. Men langsomt begyndte tårerne at stå ud af øjnene på den unge fyr, mens snotten dannede 11-taller fra hans næsebor.

Helt galt gik det, da en omgang opkast fik ham til at gnide sig i øjnene. Sekundet efter stak den unge festivalgænger i et hyl.

»Mine øjne, mine øjne,« råbte han og vred sig, indtil han til sidst måtte forlade scenen til stor lettelse for de tilbageværende deltagere på scenen. En mindre at konkurrere med. Et skridt tættere sejren.

Tilråbene og hep fra tilskuerne begyndte at tage til.

»Aksel, Aksel, Aksel,« lød en kvindestemme fra den første tilskuerrække.

»Du er så tæt på. Ikke giv op nu. Bare tænk på billetterne,« lød opfordringen. 17-årige Aksel kneb øjnene sammen og lænede sig bagover på stolen - nærmest i smerte. Kun en anden deltager var nu tilbage. De skulede mod hinanden og tog imod endnu en rød, krøllet chilifrugt fra Chili Klaus' pose.

Som taget ud af en westernfilm holdt de øjenkontakten et kort øjeblik, inden Aksels modstander opgivende hævede hænderne over sit hoved og lod chilien falde til jorden.

»Aksel, du er vinder af 'Last man standing 2017',« erklærede Claus Pilgaard i mikrofonen, og den 17-årige blev overfaldet af jubelbrøl og kram fra sine venner blandt publikum.

Et kæmpe papgavekort blev ført ind på scenen og overrakt til den unge fyr. Men rigtig glad så han faktisk først ud, da endnu en liter sødmælk blev stukket i hånden på ham.

Se video og billederne fra konkurrencen herunder.

 

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx