Af Soundvenue/Rasmus Junge - 29/09-14 16:51

Anmeldelse: Princes kvalitetskontrol svigterAnmeldelse: Princes kvalitetskontrol svigter

Rasmus Junge anmelder to nye udgivelser fra Prince.

storybild

Prince ’Art Official Age’. (Billede: PR)

Prince har været en helt afgørende karakter i den moderne pophistorie, det kan ingen tage fra ham.

Det samme med hans produktivitet, som det faktum, at han i dag udgiver to album på samme dag (’Art Official Age’ i eget navn og ’PlectrumElectrum’ med tourbandet 3rdEyeGirl’) understreger.

Men det grænseløse og enerådige multimusikalske geni, der især i 80’erne skabte en lind strøm af mesterlige album og numre, er gået hen og blevet en ulempe for ham.

Groft sagt har han hans originale take på funkrock og -pop ikke udviklet sig de sidste 20 år, og vi skal ti år tilbage, til 2004’s ’Musicology’, for at finde hans sidste rigtig medrivende album.

Det understreger begge nye album, om end der er klar kvalitetsmæssig forskel på de to skiver.

’Art Official Age’ er så klart den mest helstøbte og givende lytteoplevelse og objektivt set en virtuost overlegen præstation.

Desværre foregår det hele inden for den fladtrådte funk-form, som han for længst har låst sig fast i, og selv om den sitrende syntetiske ballade ’Breakdown’ og den olmt groovende ’The Gold Standard’ helt klart går i træbenet, savner man en ekstern kvalitetskontrol, der dels kan skubbe Prince i nye retninger, dels udfordre hans udvælgelseskriterier.

Det problem bliver forstørret på ’PlectrumElectrum’, der er en tålmodighedstestende jamsession ud i upersonlig guitarlir, sovsetykke bas-licks og monotont tæskende trommer.

Teknisk set er vi selvsagt mange niveauer over musik på højniveau, men kompositorisk og idémæssigt er det ikke studenterhuen, der trykker.

Og samlet set sætter de to udgivelser en streg under, at Princes dage som stilskabende albumkunstner for længst er rindet ud. Desværre.

Prince ’Art Official Age’
Pladeselskab: Warner
3/6 stjerner

Prince & 3rdEyeGirl ’PlectrumElectrum’
Pladeselskab: Warner
2/6 stjerner

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx