Af - 24/04-15 22:37; Opdateret: 25/04-15 08:48

Reportage: Sådan forløb Citybois' første store #damejagtReportage: Sådan forløb Citybois' første store #damejagt

Citybois allerførste rigtige koncert udenfor 'X Factor'- land var lidt en genudsendelse af 'X Factor'. Men hvad kan man også forvente? Pigerne fik, hvad de kom efter.

Bildstrecke im Grossformat »

- OMG jeg rørte ved Thor, fortalte hun forpustet sin veninde, da de havde mast sig ud af Falconer Salen.

Forinden havde de to piger (formentlig) skreget sig igennem 45 minutters intensiv Citybois-hit-karaoke, da deres allerstørste idoler for første gang siden 'X Factor'-finalen i Herning stod på scenen med band. Det var ikke kunst, men det var lige hvad pigerne var kommet efter, og det forløb cirka sådan her:

- Citybois, Citybois, CITYBOIS!, skriger 3.000 forelskede fans. Klokken er lidt i tyve fredag aften. Samme tidspunkt som 'X Factor' plejer at begynde. Disney Sjov er lige løbet over skærmen, og vi venter på, at Eva Harlou går på og siger noget fantastisk.

Uden for i baren får Anders Matthsen og Thomas Blachman taget selfies med fans. Begge er fædre i aften med småbørn under armen.

Ekstra Bladets Thomas Treo snuser rundet ved fanboden. Hvor mange hestepiger får han på nakken i morgen? Hvor mange Anthon og Thor-undertrøjer får han med hjem under armen?

Der flyder med skrald uden for Falconer Salen. Piger har camperet foran spillestedet siden torsdag aften, så det ligner en mini-udgave af Distortion dagen derpå med efterladte chipsposer og glemte Citybois-skilte.

Inden for i salen har vagter helt oppe ved scenen tralvt med at fjerne selfie-stænger, der åbenbart er forbudt i dagens anledning.

Vi stiller os i position. Venstre hånd former et Citybois 'c', højre hånd er klar på snapchatten.

Så går Citybois på. Alle skriger og hopper, som om de er ved at tisse i bukserne af glæde.

De forreste tyve rækker er proppet med Citygirls, mens der er god plads bagerst i salen til de medbragte milfs og skabsfans.

- Hvad så er I på? Vi har savnet jer, flyver Anthon og Thor ind på scenen med samme selvtillid, som vi husker fra fjernsynet.

De kører deres karaoke-show med høj pistolføring. Fra The Weeknd til Scarlet Pleasure. Det er ligesom i de gode gamle dage i 'X Factor'. Det er endda DR's 'X Factor'-band, der står bagerst og spiller.

Vi får et nummer af Ukendt Kunstner, og så kigger første gæst på scenen. Han hedder Thøger Dixgaard. Det er ham, der har lavet nummeret 'Former', som Citybois gjorde til et hit, da de optrådte med det i 'X Factor'.

Nu får Thøger Dixgaard lov til at låne lidt af Citybois' shine. Han kommer ikke særligt langt ud over scenekanten, men han er undskyldt, for pigerne er ligeglade. De vil bare have lov til at se på Citybois og skrige med på hver bevægelse.

Thøger Dixgaard får et nummer alene på scenen.


Citybois trænger efter et kvarters tid til en pause fra rampelyset, så de lader Thøger Dixgaard om at stå for showet.

Hans show peaker, da han i slutningen af nummeret råber, ”er I klar til mere Citybois?”

Metroxpress udsendte kæmper sig op forrest blandt publikum for at tage et billede, men det må man ikke. En vagt hiver metroxpress udsendte ind på et kontor og han er lige ved at miste sin smartphone.

Metroxpress udsendte vrister sig fri, og tilbage på scenen er Citybois i gang med Kesis nummer 'Søvnløs. Citybois er i dette øjeblik Danmarks mest populære karaoke-band.

- Skud ud til Elvis, skyder Thor ud i luften, efter de har sunget et gammelt Elvis-nummer.

Der skydes med mobiltelefoner i alle aldre og højder. Instagram og Snapchat er på overarbejde i aften.

Xander dukker op! Citybois synger Xanders 'Det burde ikke være sådan her'. Men det burde det. Xander passer fint ind i mængden.

Der er gået 43 minutter. Cirka. Citybois spiller deres første egne sang. Den Scarlet Pleasure har skrevet til dem. Nummeret 'Things We Do' er ligeså populær, som de andre sange. Det kører for Citybois. Deres damejagt er en pæn succes, dog uden de store overraskelser.


Efter trekvarter har Citybois ikke flere skud i bøssen. Jo ét enkelt. De spiller 80'er-nummeret 'Maniac', og så er det igen som at være tilbage i 'X Factor' fredag aften.

- Når jeg siger City siger i bois. City – BOIS, City – BOIS skiftes Citybois og publikum til at råbe til hinanden.

Det er manisk teenagehysteri, når det er bedst. Det er ligesom at være til en miniudgave af en One Direction-koncert.

Mens scenearbejderne piller scenen fra hinanden, og Citybois for længst har forladt salen efter 45 minutters show (til 300 kroner), løber de unge piger febrilsk frem og tilbage imellem scenekant og udgang. For hvad nu hvis Citybois skulle finde på at kigge ud til en autograf, et kram og en selfie?


P.S. Se mere fra koncerten på Snapchat-profilen 'mxfesten'.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx