Af Katrine Frederikke Wandrup - 28/10-17 17:50

Hjemløse Theis er blevet et kæmpe hit: Nu kan du høre hans musik på SpotifyHjemløse Theis er blevet et kæmpe hit: Nu kan du høre hans musik på Spotify

Fredag blev 'Fint rent tøj' fra P3-programmet Lågsus tilgængeligt til streaming, men allerede inden var nummeret et kæmpehit blandt lytterne.

storybild

Kesi har skrever versene og synger på nummeret 'Fint rent tøj'. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) (Billede: Torkil Adsersen)

P3-programmet 'Lågsus' har skabt et sandt lytterhit med nummeret 'Fint rent tøj'. Nummeret tager udgangspunkt i et citat af Theis, som er en hjemløs mand i København.

I dokumentarserien '52 dage som hjemløs' møder fotografen Toke en række hjemløse i det københavnske gadebillede, da han vælger at leve som hjemløs. En af dem, han taler med, er Theis, som i et interview siger: »Fint rent tøj, jeg har det godt, jeg har det luksus.«

Lågsus opfordrer deres lyttere til at skrive ind til dem, hver gang ordet 'luksus' bliver brugt i et tv eller radioprogram, og på den måde endte Theis' kommentar i programmet.

»Vi havde produceren Hennedub i studiet, som på 30 minutter skulle lave et beat ud af tre forskellige lyde. Det var vist en togfløjte, et toilet, der skyller ud, og en elefant. Det lavede han så, og så havde han brugt citatet fra Theis også,« forklarer Lågsus-vært og dj Pelle Peter Jensen.

Lynhurtigt blev beatet et hit blandt lytterne på P3, og derfor valgte værterne, Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura, at lege videre med nummeret sammen med sangeren Kesi.

I starten bestod sangen kun af et enkelt vers og omkvædet, men fordi lytterne var så vilde med det, valgte de at gå hele vejen og lave det til et rigtigt nummer.

Sangen er så populær, at lytterne gerne vil kunne streame det, så de kan høre det på andre tidspunkter end når værterne vælger at spille det i radioen. Efter en del arbejde og planlægning er nummeret derfor kommet på blandt andet Spotify fredag, så lytterne nu kan feste til det, når de har lyst.

»I begyndelsen havde vi ikke talt med Theis, for nummeret opstod lidt ud af ingenting, men efterfølgende har vi været i kontakt med ham, og han virkede meget beæret og glad over, at han var en del af det her,« siger Pelle Peter Jensen.

Theis er blevet lidt af en helt i programmet og planen er, at de penge, som nummeret kan indtjene, alle sammen skal gå til Theis eller et formål, som hjælper folk i Theis' situation.

Præcis hvordan pengene skal lande hos Theis er endnu uklart, men tanken er, at de skal komme ham til gode som en direkte udbetaling, igennem en fond eller som donation til velgørenhed, der hjælper hjemløse i København.

»Både Kesi og Hennedub har fra starten af sagt, at pengene skulle gøre nytte, og at de ikke selv skulle have nogen. Der er ikke nogen af de to, der har brændt helt vildt for nummeret, for det opstod lidt ud af ingenting og er ikke noget, de har siddet og arbejdet på længe,« siger Pelle Peter Jensen og afslutter:

»Det er fedt at tænke på, at en sang spillet på et diskotek i Hobro kan hjælpe hjemløse i København.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx