Af Rasmus Junge - 05/01-15 11:05; Opdateret: 05/01-15 19:58

MUSIKANMELDELSE: Dansk raps svar på Mads HolgerMUSIKANMELDELSE: Dansk raps svar på Mads Holger

Formelt set er L.O.C. stadig Danmarks største rapper, men det knager i det kunstneriske fundament.

storybild

L.O.C. ’Grand Cru – Musik inspireret af livet’
Pladeselskab: SGMD
3/6 stjerner

Siden 2012, hvor han både dannede sit eget pladeselskab og udsendte ’Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1’ og ’Vol. 2’, har hans libertiner-image virket som en spændetrøje, og på de to album og sidste års ’Sakrilegium’ har monotonien været udtalt – luder/madonna-komplekset er for længst gennemtrawlet til bevidstløshed.

Om Liam O’Connor deler min opfattelse er tvivlsomt, men taget i betragtning at han med kort varsel udsendte ep’en ’Grand Cru – Musik inspireret af livet’ på 2014’s sidste dag, samt at den præsenterer et markant anderledes lydbillede, virker han til at have haft behov for at lufte ud i hedonisthulen.

Rockkanten er erstattet af blødt duvende beats, soundtrack-strygere og inspiration fra croon og swing. Hvilket fint afspejler de knap så eksistentielle tekster, der erstatter moralfilosofi og religiøse symboler med Monte Carlo-stemning med kølige drinks, divaer og høflige gentlemen.

På den led lyder L.O.C. pludselig som dansk raps svar på Mads Holger, ikke mindst på den liflige ’Champagne’ og den fremragende ’Gentlemen’, hvor han prædiker god, gammeldaws maskulin dannelse på en luksuriøs produktion, der lyder som et gyldent outtake fra en 70’er-soulplade.

Bagsiden af medaljen er, at ’Grand Cru’ er en lidt uforpligtende oplevelse, og jeg savner fortsat, at L.O.C. for alvor sprænger rammerne for sin stadig lidt fastfrosne selviscenesættelse som jetset-levemand. Men et skridt i den rigtige retning, det er det.


LÆS OGSÅ: Eksklusiv video-premiere: L.O.C. vinker farvel til sine smukke model-veninder

LÆS OGSÅ: L.O.C.: - Sådan fejrer jeg min nytårsaften

LÆS OGSÅ: L.O.C. skuffer fans: Ny single er 'for poppet'

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx